At sætte tempoet ned og være i nuet

Thomas Negrain

Del

Thomas Negrain er sanger, komponist, tekstforfatter, producer. Har medvirket i Simcess, Tam Tam Top, BL!NK, Blue, Thomas Negrain & De Utilpassede, herunder albummene Under Det Tatoverede Træ, Sjællandsgade Bad og JA! Han synger om mennesker, stemninger, om det lokale miljø og de mennesker, som gør en forskel for andre her. Og har på en meget konkret måde bevist at en sang kan være den faktor der gør, at politikerne hører hvad der bliver sagt og handler på det.

En opfordring til langsomhed

I 2002 udgav Thomas Negrain sammen med jazzkonstellationen Blue albummet ”Slow Down”, og titlen er betydningsfuld:
”Vi lever jo – og det er ingen kliché, det er noget jeg mener – i en tid, hvor vi har sat os så hårdt rent økonomisk, at vi bliver nødt til at køre stærkt for at følge med. Derfor, sørg for at lave din kunst sådan som DU vil lave din kunst, hvis du vil spille på den måde, så vil jeg gerne være med. Sådan spiller jeg også med Blue – pladen hedder ”Slow Down”. Vi kører simpelthen for stærkt. Sæt tempoet ned! For mit vedkommende arbejder jeg ud fra nuet. Ikke ud fra nogen lyriske retningslinjer om hvordan og hvorledes; hvordan man bygger op - jeg arbejder her hvor jeg er. Når jeg så har skrevet kigger jeg på det mere udefra. Er der nogen der vil ku fatte det, eller er jeg meget inde i mit eget lille univers. Jeg tror meget på den energi der er i nuet. Du skal fandme skrive når du er der, og så først være kritisk bagefter. Hvis du ikke når at få skrevet det ned, så forsvinder det. Sproget kan jo beskrive mange ting, men det kan aldrig beskrive noget perfekt i ordene. Men hvis ordene kan skabe en stemning, så vil det jo altid være subjektiv hvad for en stemning. Det er din måde at læse forfatteren eller digteren på. Så kan det godt være at digteren har ment noget helt, helt andet. Men det gælder om at skrive i nuet. Du taber den hvis du ikke skriver i nuet. Du kan ikke tænke dig til den der stemning du havde kl. 5 i eftermiddags. Det er der når det er. Jeg har altid pen og papir med. De der magiske sekunder de kommer ikke igen.”

Hverdagens helte og anti-helte

På albummet ”Under det tatoverede træ” fra 2004 findes nummeret ”Selvfed”, som beskriver en person, der selv synes han er så lækker, at han næsten ikke kan være i sig selv! Vi har vist alle sammen mødt en som ham…
”SELVFED er en ironisk kritik af en type menneske, et menneske, for hvem tingene går hurtigt. Som også en person som, uden at jeg skal være bedrevidende, som endnu ikke har fundet ud af hvor langt ude han er. Jeg synes jeg har mødt ham rigtig mange gange. Især indenfor de sidste ti år. Det har ikke bare noget at gøre med at jeg er blevet ældre. Der er også en samværsform, måske er det efter at Anders Fogh er kommet til, det er en meget liberalistisk holdning. Det er ligesom et spark til Dannevang!”
Albummet tager udgangspunkt i lokale steder på Nørrebro, blandt andet ”Sannes Kaffebar”, som jeg er nysgerrig efter at vide mere om:Thomas Negrain og Louise Kristensen
”Desværre findes det ikke mere. Det lukkede for 3 år siden. Det lå ovre på Ågade. Og den sidste rigtige gode kaffebar, gamle kaffebar her på Nørrebro. Det handler om den gamle kaffebar-kultur, som også har et socialt aspekt. Det var den slags gamle Nørrebro-folk, der kom der, plus de lokale, plus visse håndværkertyper, chauffører. Men hun lukkede desværre, der var ikke nogen der ville købe den, selvom den var ret godt besøgt. Det var en kultur, der døde ud. Jeg skrev den sang som en hyldest til hende og den kultur, som jeg opdagede var ved at forsvinde. Det var det den sang handler om. En personlig hyldest også til Sanne, fordi det er imponerende at et menneske vælger det liv at skabe det miljø og servicere mennesker. Hun var vigtig. Hun havde en ambition om at lave et hyggeligt sted, overtog det fra en pige der hed Momse. Jeg har overlevet tre kaffebar-kvinder, Gerda, Momse og Sanne. Det var nogle piger som havde arbejdet i kantiner, på hospitaler, og som var blevet trætte af det, og ville skabe noget andet. Jeg har meget respekt for det der med at stå op klokken fem og morgenen, og det der med at kunne begrænse sit liv, leve så enkelt et liv.

Sjællandsgade Bad

Thomas Negrains single af samme navn som badeanstalten betød for nogle år siden, at den lukningstruede institution fik lov til at bestå som et fristed, hvor mennesker kan mødes, være sig selv og være i fællesskab med andre mennesker.
”Jeg fik et vikariat nede på Sjællandsgade-badet, og det gjorde så bare at jeg blev hængende. På en måde er det blevet min nye kaffebar. Det har en social funktion på flere forskellige planer. Det er rart når flere forskellige typer af mennesker mødes på et sted, og har respekt for hinanden. Det kan man altså der. Der komme folk fra forskellige samfundslag, men selvfølgelig er der mange dernede, som er rimelig hårdt ramt af ensomhed. Men dernede er dem, som gerne vil ud af sin ensomhed, og de får fortrolighed med hinanden. Nu ved jeg ikke hvordan det er på kvindeafdelingen, men på herreafdelingen, så er der jo mænd helt oppe i 90´erne. Det synes jeg er helt fantastisk. F.eks. lærer jeg rigtig meget af den her gamle jazzmusiker, som har spillet med Frank Sinatra, som kommer dernede. Han fortæller vidt og bredt om hvordan man spillede i gamle dage, hvis man var session-musiker. Jeg oplever etniciteter, som kommer fra helt andre steder i verden. Nu har jeg arbejdet der i så lang tid at nu kan jeg gå hen og sige til dem – kan du ikke fortælle mig noget om hvor du kommer fra. Jeg har aldrig været i Somalia f.eks. hvis jeg var til fodbold med en somalier, så ville vi være et helt andet sted. Så havde vi måske ikke tid. Hvis vi sad ude i omklædningsrummet, ville vi måske blive forstyrret af at der var samtaler der kørte. Det er der ikke her. Han går ud og sætter sig på bænken i midterrummet og læser sin avis, og så kommer jeg forbi og siger hej, hvordan går det og sådan noget. Og så kommer de her historier, man ellers ikke ville få. Det er et sted, som hylder livet der hvor det leves.
Jeg kom jo derned og arbejdede og opfattede lige pludselig det her nøgen-folkelige badested og fik en kærlighed til det at have et sted hvor folk kan komme og slappe af. Og så ville Københavns Kommune lukke det. Det blev jeg virkelig gal i skralden over, og så tænkte jeg at det ville jeg skrive en sang om. Mine plader er jo gået rimelig godt og jeg har altid haft tilgang til medierne, og det tænkte jeg at jeg ville benytte, jeg har aldrig gjort det på den måde før. Så tænkte jeg, jeg ville prøve at sende den ind til borgerrepræsentationens politikere med et personligt brev om at det her var MIN oplevelse af denne badeanstalt. Jeg tænkte hvordan jeg kunne ramme så bredt som overhovedet muligt, så folk kunne få forståelse af det. Jeg ville skrive i en bredere folkelig forstand. Jeg var begyndt at interessere mig musik-arkæologisk for hvem det er jeg står på skuldrene af. Jeg står også på skuldrene af en dansk folkelighed, som går helt tilbage til noget som Gustav Winckler og alle de andre dansktop-sangere, Otto Brandeburg, der lavede fantastiske sange. Jeg ville prøve at skrive en sang i den term, og sangen om Sjællandsgades Bad passede ind i det. Den er skrevet i et helt enkelt sprog: ”Sjællandsgade Bad gør mig temmelig glad, for der går jeg i bad…” Hvorfor gøre det mere kryptisk? Enkel poesi! Den kom så ud, og det gik fint med den. Jeg har forstået det sådan, at politikerne lyttede til det. Medierne reagerede også. P4 lavede en historie, Politiken lavede en helsides artikel om badet og TV2 Lorry lavede et 8 minutters indslag.”

Arven fra Nis Petersen

Lånekort til Det Kongelige Bibliotek

Thomas Negrain har sammen med musikeren Joachim Ussing sat stemme og musik til digteren Nis Petersens digte. Jeg spørger Thomas hvorledes han kom til at indgå i dette projekt omkring den i sin tid store, men i dag lidt oversete poet:
”Det var via Joachims svigermor, da hun levede (skuespillerinden Kirsten Rolffes) Hun spurgte om Joachim ikke ville skrive nogle sange, så hun kunne synge nogle af hans digte. Nu er hun desværre død. Men Joachim havde komponeret en hel plade, og gik så til Peter Abrahamsen, som er leder af Exlibris, Gyldendals pladeselskab, og han syntes det var skidegodt, og de gik i gang med at lede efter sangere, og de havde nogen på, og det virkede ikke. Men så kom jeg ind med en plade og fik kontrakt med Exlibris, og Peter bad Joachim om at ringe til mig, og så mødtes jeg med ham, hørte sangene og blev helt solgt. Jeg kendte ikke Nis Petersen i forvejen. Men det er helt klart med ærefrygt – det er simpelthen fantastisk. Det er noget af det bedste lyrik jeg kender. Det er selvfølgelig subjektivt, men jeg synes Nis Petersen er helt ubeskrivelig, også ud fra den tid han levede i, hvordan han reagerede i den tid. Han er i liga med de allerstørste, men i dag er han lidt overset. Jeg blev utrolig betaget, og det endte med at jeg sad inde på den sorte diamant og fik lov til at gå i arkiverne og fik set hans ting. Jeg fik læst korrespondancen, og det jeg har hørt fra andre folk, det er at han gjorde sig uvenner – han var meget bramfri og sagde sin mening råt for usødet. Lige meget hvor stor og god du er – hvis du er lidt småumulig som menneske, så har folk heller ikke lyst til at være i nærheden af dig, og Nis Petersen han var netop umulig at være i nærheden af. Excentrisk, men også dybt alkoholiseret og brutal! Han kunne slå på kæften når han var på værtshus, og så var han jo vagabond. Han vagabonderede hele sit voksenliv. Han levede fra 1897 til 1943. Han startede med at vagabondere i starten af 20´erne. Han fik sin første digtsamling ud i 1926, ”Nattens pibere”. I 1931 lavede han romanen ”Sandalmagernes gade” og breakede med den på verdensplan. Men hans digtsamlinger går også fint, og efter hvad jeg har hørt, så skete der det, at i efterkrigstiden - efter den gamle verden er faldet i grus, så er han åbenbart en af dem, der ryger ud på sidelinjen. Men jeg mødte for eksempel Ib Michael for lidt tid siden til en fødselsdag, og jeg spurgte ham hvor Nis Petersen var i hans univers, og for ham er han fantastisk!
Inde på den sorte diamant ligger mange af Nis Petersens ting, blandt andet en almanak, hvor det eneste jeg kan genkende, det er det sidste nummer på Joachims og min plade, som hedder ”Tøvejr”. Jeg kan kun se at det er dét digt, fordi jeg kan læse skriften øverst oppe, ellers er Nis Petersens skrift mere eller mindre bølgeskrift, og han har sådan skrevet hen over det hele. Jeg kan ikke læse det, men det kunne han, så han vidste når han kom hjem og skulle renskrive det, at han havde alt muligt han havde oplevet mens han vagabonderede. De har hele samlingen af Nis Petersen, som du kan gå ind og få udleveret på Den Sorte Diamant. Du skal have et identifikationskort, og affotograferes og tjekkes ud og dit og dat, men så kan man komme igen og igen, for det tager jo lang tid at læse de der ting.
Jeg er stolt og beæret over at blive valgt til at synge hans digte. Og så bagefter at finde ud af hvor stor Nis Petersen er. Jeg synes i den grad han skal have en renæssance, han kan ikke få renæssancer nok!

Og arven fra 2. verdenskrig

Thomas fortæller, at Nis Petersen røg i ”bad standing” i det litterære miljø på grund af sin excentricitet, uoverensstemmelser med forlaget, og således gik i den nationale glemmebog. Muligvis spillede 2. verdenskrig også en rolle for hans position i dansk litteratur. ”Krigen var en skillelinje, og det gjorde noget ved folk. Og det kan jeg sandelig godt forstå, for alle der har været igennem den krig, været i krigszoner, sult og elendighed, og det gør noget ved mennesker.
Jeg har oplevet det på nært hold. Min far voksede op i Nordholland, der først blev befriet til allersidst da Tyskland kapitulerede. Han har ligget ude på markerne og spist tulipanløg. Der døde adskillige tusinde omkring ham af sult, men han klarede den. Han var en skadet mand hele livet. Man forstår ikke de traumer – man kan godt indleve sig, men ikke komme helt ind og få fat. Jeg har lige et trip i øjeblikket hvor eg dyrker 2. verdenskrig. Jeg fik en tilbagevenden til det sidste år, hvor jeg fik et sangskriverlegat og rejste til Berlin. Ved en tilfældighed kom jeg ind i en boghandel. Der var en fin lille bog om arkitektur i Berlin gennem det 20. århundrede, og da jeg så så ødelæggelsen, hvad der var sket med Berlin i løbet af de år, og jeg tænkte hvor fanden det i grunden var, jeg var. Og så købte jeg et par bøger til og gik rundt og søgte de der kendte steder, og det udviklede sig til at blive en alvorlig tur i forhold til at prøve at forstå, at for lidt over 60 år tiden, så lå folk og døde her, og blev sprængt i stumper og stykker på grund af Adolf og hans slæng. Det var rimelig hårdt. Jeg har altid haft et svært forhold til min far, måske på baggrund af at han var den lukkede og traumatiserede person. Jeg har aldrig fået tjek på, hvor grænsen gik for de allierede, da de kom op til Holland. Min far boede 25 km vest for Amsterdam, ude ved havet. Krigszonen gik 40-50 km derfra nede ved Arnhem. Længere op kom de allierede ikke, og jeg har faktisk fået fat i nogle gamle krigsrapporter, der beskriver dag for dag, hvad der foregår i de områder, og det er ret voldsomt. Tyskerne var desperate, fordi de vidste det gik den gale vej, så de fleste af de soldater der var der, var gamle mænd eller Hitlerjugend. De var helt manipulerede af ideologien. Adolf var jo gud. Selv efter overgivelsen var der Hitlerjugend, som ikke ville overgive sig i 14 dage, 3 uger derefter. De levede i kældre og hvad de nu kunne slippe af sted med og var helt fanatiske. De sprængte kirker og alle mulige andre samlingssteder i luften. Befolkningen var jo virkelig martret i den der zone. Så der har min gamle far levet og fået varige skader. Han har set faldskærmssoldater, har han fortalt, som er dalet ned, og tyskerne har stået og skudt efter dem, når han var ude og cykle med kammeraterne. Set luftangreb. Det er voldsomt når man er 12-13 år, og når man så samtidig ikke fik noget at spise. Han har altid sagt: Ja jeg behøvede ikke at være en del af hippiekulturen, jeg var jo allerede euforiseret i 1945 – man blev jo småskæv af de der tulipanløg.

Skriften som kunstværk

I coveret til ”Under det tatoverede træ” præsenterer teksten sig billedligt i sig selv. Skrifttypen er fyldt med humor og dynamik. Det er nok en af de plader hvor jeg synes teksten præsenterer sig allerfinest, fordi den er så central
”Jeg er virkelig glad for at du sætter pris på. Synes den er blevet meget vellykket. Jeg synes jo sproget er vigtigt. Man behøver jo ikke at arbejde i de sædvanlige opsætnings-termer. Man kan jo godt lege lidt med det. Bogstaver er jo smukke! Man kan ligeså godt hylde dem. Hvis jeg kunne lave sådan et cover i 3d, så havde jeg fandme gjort det!”

Selvfed: udsnit af cover

Event kalender

Su Mo Tu We Th Fr Sa
28
29
30
31
1
2
3
 
 
 
 
 
 
 
4
5
6
7
8
9
10
 
 
 
 
 
 
 
11
12
13
14
15
16
17
 
 
 
 
 
 
 
18
19
20
21
22
23
24
 
 
 
 
 
 
 
25
26
27
28
29
30
1
 
 
 
 
 
 
 

Bliv en forfatter!

Bliv en forfatter!