Det var randområderne der blev min skæbne

 

Den store svenske digter Gunnar Ekelöf får fint og formfuldendt modspil i dokumentarfilminstruktøren Claus Bohms lille perle af en portrætfilm. cph-art har set filmen og talt med manden bag.

 

Mennesketomme gader. Marker i Tåge. Endeløse landeveje. Træernes stammer i stille dans. Bjergsten der bryder mulden. Bladenes frenetiske raslen. Vandets stille klukken i bækken. Trøstesløse interiører fra en grillbar. Sommerfugle i rammer. Uredte senge. Badeværelser uden badende. Nattestille pladser. Og en bi der går rundt og rundt og rundt om sig selv i cirkler uden fremdrift. Og i ny og næ. Et bruntonet sorthvidbillede af hovedpersonen…

 

Det er disse billeder der møder øjet når man går ombord i Claus Bohms seneste film med navnet Ekelöfs blik. En film om en af Skandinaviens helt store digtere, svenske Gunnar Ekelöf, der levede, rejste og skrev sig igennem sit liv fra fødslen i 1907 til hans død i 1968. Ekelöf dansede ikke på livets roser, han stak sig nærmere på tornene. Født i en velhavende familie og arving til en formue, kunne man have indtryk af det modsatte, men arven forsvandt i starten af trediverne under børskrakket og derefter var der, for Ekelöf måske salt til ægget, men ikke omvendt. Han kæmpede hele sit liv med et vanskeligt sind, alkoholen tog til tider over, men hele tiden tog han livtag med livets allerstørste spørgsmål og søgte utrætteligt nye svar. Han blev en inspiration for generationer af digtere, men også kunstnere i kunstens andre genrer, sugede den store kraft ud af de ord, som både nærede og fortærede poeten, med det skarpe blik. Allerede fra barnsben rejste Ekelöf mellem Europas storbyer og i en evig vekselvirkning blev hans liv og hans poesi påvirket af denne intereuropæiske pendulering. Ofte besluttede han sig til aldrig mere at vende tilbage til sit fædreland og ligeså ofte vendte han tilbage, for så igen at tage af sted. Han var på tekstlig tomandshånd med de helt store af litteraturens mestre, de græske og romerske filosoffer og forfattere, men også Rimbaud, Appolinaire, Desnos, såvel som Bellmann, Petronius og Södergran og allermest måske Dante og Blake.

 

Det er denne gigant som Claus Bohm har valgt at slå et sværdslag for, og han gør det fintfølende og med indlevelse, og samtidig bryder han dokumentarfilmens klassiske skabelon, på usædvanlig befriende vis. Bohm, som voksede op i et hjem hvor det ikke ligefrem flød med guldskeer. Faren var typograf og moren sekretær og opvæksten foregik i Vanløse. Claus gik i almindelig mellemskole og tog realeksamen. Gik på studenterkursus og drømte om at blive arkitekt. Men han gjorde ikke rigtig noget ved det, vinden blæste fra en anden kant. Det var jazzen i midttresserne der havde Bohms opmærksomhed. Ungdommen spenderedes til tonerne af John Coltrane, Miles Davis og Bill Evans. Men noget skulle der ske, og det blev på Kunsthåndværkerskolen at jazzentusiasten fandt sig til rette. ’Nogle vindunderlige år, nogle sjove mennesker’ er Claus Bohms beskrivelse af skoleårene. Og så eksploderede det hele i en frihedsrus til tonerne af Jimi Hendrix og Rolling Stones medens skolen blev gjort færdig og der stod grafisk designer på eksamensbeviset. 4-5 år i reklamebranchen og så sneg rastløsheden sig igen ind under huden. ’Jeg trængte til at lave noget mere blivende. Jeg overvejede at blive maler eller filmmager, og det blev til film, for det var det sværeste. Og alle de film jeg har lavet, de handler om kunst, poesi, design og filosofi. Man kan sige at det var randområderne, der blev min skæbne.’

 

8 mm-filmen Wienerblut var debuten. En skildring af kvindetyper i et dekadent og grænseoverskridende Wien. Og så ville filmstrimlen ingen ende tage. Det blev til et portræt af digteren Michael Strunge, en film om punkmiljøet med blandt andre Martin Hall og Sort Sol, en om dansk design og trilogien Filosof, Digter og Maler, alle med portrætter som omdrejningspunkt. Så kom filmen om en af svensk maleris allerstørste, nemlig Torsten Andersson og sidst, men så absolut ikke mindst portrættet af Gunnar Ekelöf. Bohms film er blevet kendt for deres store personlighed, deres unikke formsprog og instruktørens fabelagtige indlevelsesevne er ofte blevet hyldet. Og Ekelöfs Blik er så afgjort ingen undtagelse. Der er tale om et billedmaleri, med digitalkameraet som pensel. Og det er, som med gode malerier, muligt at se hvert et penselstrøg i hvert et minut i denne rolige tour-de-force gennem Ekelöfs værk. Som Ekelöf har Bohm rejst land og riger rundt for at fange essensen af poeten. Og det er disse billeder, der danner baggrund for en fortælling som egentlig ingen fortælling er. Vi får ingen personalhistorie, ingen gennemgang af højdepunkter i forfatterlivet, nej, vi får stemningsbilleder, der hele tiden akkompagneres af Ekelöfs egen stemme, når han læser sine digte højt. Man kunne meget vel kalde denne film Ekelöfs stemme, for mit i billedstormen fører den tørre, men faste røst os fra univers til univers og binder filmen sammen til en helstøbt form.

 

Men lad os ikke tale dokumentaren ihjel, men i stedet tale med dens skaber Claus Bohm og kunsten og ikke mindst det den koster.

 

Hvorfor netop Ekelöf?

I virkeligheden er jeg slet ikke den store digtlæser. Men der er noget ved Gunnar Ekelöfs digtning der er dybt fascinerende. Det er hans stil, hans indhold, det eksistentielle. Det handler om noget man personligt kan genkende. Det kan man jo i al god kunst. Det er svært at forklare. Hvorfor er Shakespeare god. Hvorfor er Godard god. Det er måden det er gjort på. Det rammer en nerve. Det er fordi der er noget på spil. Der er liv og død på spil hele tiden. Alle livets paradokser.

 

Jeg fandt ud af at han er meget stor. Han er simpelthen digterikon for mange digtere i Skandinavien. Man siger han er det 20. århundredes største digtere, indenfor modernismen. Da jeg begyndte at læse hans ting kunne jeg se at det var dybt fascinerende. Det var simpelthen eksistentiel musikalsk poesi på et kunstnerisk virkeligt spændende plan.

 

Hvad var det i hans poesi der fascinerede dig?

Noget af det der måske er det mest interessante er at han var optaget af østens mystik. Der er nogen ting i den poesi, der ikke nødvendigvis er svært at forstå, men som nærmer sig noget der går ud over dagligdagen. Det handler om dig, hele tiden. Det handler om mig. Det handler om livet som sådan. Det at være menneske i verden. På godt og ondt. Det handler om mellemrummene. Som alt god kunst altid gør. Går ind i mellemrummene. Skaber et spændingsfelt mellem Gud og Djævelen. For mig har det været en åbenbaring at møde Ekelöfs poesi.

 

Hvordan kan det være du fokuserer på kunstnerne, ikke på kunsten?

Det er fordi film er så konkret et medie. Jeg kan ikke skrive essays. Så måske er det et spørgsmål om blufærdighed. Jeg er afhængig af at der er nogle mennesker at tage fat på. Det er de ting der er skabt at levende mennesker. For mig er film et spørgsmål om gode billeder. Om interessante billeder. At forsøge at skabe en tilstand ved hjælp af billeder. Så er det ikke så vigtigt om det er filosofi, design, poesi eller maleri.

 

Du har lavet film om en lang række kunstnere. Hvordan er de livsbetingelser de lever under?

De er slemme. Det går godt for maleriet for tiden. Men det at være kunstner, det er en vej, som man ikke helt ved hvor hård er, når man starter på den. Det er ensomt. Og det er ikke særligt lukrativt. Det er ensomt og det er benhårdt. Men skaber man noget, arbejder man med kunst og finder tilfredsstillelse i det, så er man aldrig ensom. Man kan være meget mere ensom blandt andre mennesker. Fordi, så er man i pagt med nogle kræfter, der er større end dig selv og som giver noget tilbage. Det udtryk du arbejder med, bliver til et nyt væsen. De følelser du har lagt i det og den form og den udholdenhed, der ligger i at arbejde med udtrykket, det giver en tilfredsstillelse. Men det kan også have den bagside, at det kan blive farligt for sjælen. Det kan føre en ud i nogle områder man ikke kan kontrollere. Der er store kræfter på spil. Hvis man har en kunstner i sig og kunstneriske anlæg, så er det noget der trækker i en, hvis man åbner op for det. Det kan give meget, men der er jo også gøre det modsatte. Der er også en del kunstnere som går ned. Som ikke kan klare mosten.

 

En af de første film du lavede var om punkmiljøet. Savner du den tid?

Det var jo ikke mit miljø, men jeg satte mig grundigt ind i det. Og det var meget vanskeligt at få adgang til, men det lykkedes. Det er noget af det største jeg har oplevet i mit liv. For den energi var meget stor. Selvom punken var et mærkeligt oprør, sådan stilmæssigt, så fik jeg meget respekt for den. Og det er fordi det var ægte. Der var virkelig noget på spil. Punk, det er en af min filmkarrieres største oplevelser. Og den energi og kraft og desperation, ja, den savner jeg i dag.

 

Var Ekelöf en tidlig punker?

Der er noget punk i Ekelöf. Som type var han en outsider og en utilpasset person. Hans poesi har punken i sig. Han var også meget interesseret i voldsom musik. Han gik meget derhjemme og hørte Stravinskij på høj volumen. Det kan godt være at al god kunst har det der oprør i sig. Ligesom beatgenerationen i 50’erne og 60’ernes USA og Baudelaire i Frankrig. I nyere tid har kunsten altid sagt: Man kan ikke bare gå ind og hylde det samfund man er lever i. Der findes andre kræfter.

 

Der er noget der går igen i din film om Ekelöf, nemlig ideen om at kunsten skal være frigørende. Man skal kunne frigøre sig for at komme et andet sted hen, men man skal også kunne frigøre sig for at blive hvor man er?

Det er rigtigt. For en rigtig kunstner er frigørelsen afgørende. Og der er ikke noget der kan erstatte den. Det virkelige liv kan ikke erstatte denne frigørelse. For kunne det det, så var der ingen grund til at lave kunst. Et godt digt. Et godt stykke musik. Et godt billede har noget frigørende i sig. Her og nu, når du oplever det. Og det har noget at gøre med en metafysisk, religiøs drift. Inden i alle mennesker eksisterer de samme muligheder, de samme elementer, nemlig vores hjerne. Og der er en del af hjernen der stimuleres via den kunstneriske drift. I den gode kunst ligger der et forsøg på at skabe noget spirituelt, nærmest guddommeligt. Det element ligger i al god kunst. Hvis man altså ikke sælger sin sjæl til Djævelen.

 

Ekelöf var ikke bange for at provokere. Er provokationen nødvendig for at skabe god kunst?

Et godt kunstværk behøver ikke altid at provokere. Der er lavet så meget god kunst gennem tiderne der bare ikke er blevet forstået. Cézanne og Van Gogh var nyskabende inden for kunsten. Men deres værker er ikke skabt for at provokere. De er ikke skabt som en reaktion mod det borgerlige. De er skabt for at finde noget nyt i naturen og noget nyt i menneskesjælen. Noget ærligt. Det er derfor de stadig holder. Det er nok det mest eksklusive der findes. Det er der ikke mange der kan finde ud af. Det er ikke nødvendigvis nok at være anti-borgerlig. Det er ikke nok i sig selv. Jeg tror mere på kunsten, som en rituel kraft, der kan samle gruppen. Fuldstændig ligesom man gjorde for 10.000 år siden. Hvor man dansede sig til ekstase. Og de kræfter man fik ud. Der er noget sensuelt, noget erotisk, og så også det spirituelle. Det er det kunsten kan.

 

Du har fulgt kunstens bevægelser i en årrække. Hvilke nye bevægelser interesserer dig i dag?

Er der nogen nye bevægelser i dag? Andet end forbrugerismen.

 

Ikoner fanget i rammer af sølv. Bjergkamme i urørlig ro. Fugle på træk over tusinde himle. Køer i flok på saftiggrønt græs. Solen i rød på vej andetsteds hen. Garagedøren der klapper et sidste klap. Ruinen, der står, blot i mørtel og sten. Det er disse billeder der møder øjet når man går ombord i Claus Bohms seneste film med navnet Ekelöfs blik. Og det der sker, når man lever sig gennem netop denne rulle film. Det er at Ekelöf, stille men sikkert kravler ind under ens hud. For at tage bolig der. Og aldrig forlade én igen.

foto:  Jakob Kühnel

 

nye artikler
Syre
Copenhagen Psych Fest leverede toppræstationer i øst og vest, nord og syd. Hele Staden blev omdannet til et hvepsebo af livsfarlig og livsbekræfigende lyd. Vi tog en tur i kanen. Here it goes:

læs mere

Ode til Enghave Station
Ode til Enghave Station - Nu er den død, Enghave Station, og med den en epoke.

læs mere

Everybody comes to Rick's
I hjertet af den ungarske hovedstad Budapest, lige ud til vandet, er at finde en museum-café. Mere usædvanlig er dens ejer, der også bestyrer tre restauranter, alle indenfor 100 meter af caféen. På sin vis er denne privat ...

læs mere

Event kalender
« August 2017
mantironstorfrelørsøn
123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031
Log ind