Vandring i Krystallabyrint

×

Error message

  • Unable to create CTools CSS cache directory. Check the permissions on your files directory.
  • Unable to create CTools CSS cache directory. Check the permissions on your files directory.
  • Unable to create CTools CSS cache directory. Check the permissions on your files directory.
  • Unable to create CTools CSS cache directory. Check the permissions on your files directory.
venlig vaskebjørn

Vi vil delagtiggøre Jer i en nat. En nat som forløb ganske roligt, omstændighederne taget i betragtning. Natten er oplevet og beskrevet af en af vores nære venner, som befandt sig i et kriseperiode, som vendte  op og ned på hans liv og sat fokus på ærlighed og indentitet.
Der er mange mennesker i Danmark, der kender og husker den mand under hans embedsperiode i København. Derfor valgte vi at bringe denne tekst på cph-art, teksten, som måske er bizar og surreel for nogen, men som er den skinbarlige virkelighed for andre. Virkelighed eller ej - vi synes historien er et fantastisk stykke litteratur, og vi er glade for at kunne fortælle at forfatteren ikke længere har brug for den form for bevidsthedsudvidende substanser.

Oversat fra engelsk af Louise Kristensen

Del

En af grundene til at jeg ikke var så tyk, mens jeg tog stoffer, var at jeg vandrede rundt dag og nat uden en times hvile eller søvn, og fik meget lidt, hvis overhovedet noget mad. Sådan var den nat, hvor den mærkelige hændelse skete, som jeg om lidt vil fortælle jer om.

“Quid si redeo ad illos qui aiunt, ‘Quid si nunc cœlum ruat?”*

Dagen forinden historien begynder at folde sig ud, gik jeg hele vejen til Third Beach  i den sydlige ende af Stanley Park, og der i buskene med de for mig ukendte, mørkeblå, klistrede og sødlige bær, under et af de gigantiske fyrretræer, satte jeg mig ned og fandt mit mørkegrønne fløljspenalhus frem, og åbnede den nænsomt, som i et ritual. “Med stille værdighed og ynde”, som Gene Wilder sagde i skikkelsen af den unge Dr. Frankenstein.

I penalhuset var der en allerede klargjort sprøjte, ladet med højoktant hjernebrændstof, i stand til at smadre mig langt ud i galaksen på lige præcis 14 sekunder, og således langt mere potent end den type brændstof NASA bruger til deres rumprogram.
Mens du presser stemplet ned, stryger varmen igennem dine årer, dit hår antændes, dine øjne åbner sig fuldstændig, den beskyttende væske omkring dine nerveceller begynder at syde og boble, og på et øjeblik er ormehullet vidt åbent, og suger dig ind i en tunnel af glitrende lys. Ikke ulig den, som stakkels Jody Foster skulle flyve igennem i de der levende billeder, som efterligner virkeligheden, “Contact”, hvor hun møder sin for længst afdøde far i den anden ende af det foldede ark, som udgør vort kendte univers, og efter at have tilbragt nogen tid med ham, bliver hun fortalt ved sin tilbagevenden at hun aldrig havde forladt stolen til at begynde med! 

Denne eftermiddag, omgivet af den høje, vejrbidte douglasgrans varme favntag, passerede på sekunder. Pludselig var jeg alene. Jeg begyndte at fornemme den kølige vind fra  den dybe, fugtige nat. Der var ingen stjerner på himlen, og månen veg tilbage for min overmodige ligegyldighed overfor denne ældgamle, hellige lund. Hendes Hellighed var ikke til stede til at kaste sølvskær over de gamle træer, som hun havde gjort for Norma, som Montserrat Caballe havde fortalt mig gang på gang.

Jeg rejste mig for at gå, og mens jeg steg ned af stien mod havet, sang jeg Den Keltiske Præstindes arie højt, med en skælvende, ujævn og udmattet stemme, eller også tænkte jeg blot at jeg sang:

“Casta Diva, che inarghenti
queste sacre anticche piante,
a noi volgi il bel sembiante,
senza nube e senza vel ... “

“Oh, rene Gudinde, som forsølver disse ældgamle hellige planter, vend Jeres smukke åsyn mod os, uformørket og utilsløret…” I det øjeblik hørte jeg den knasende lyd af grus under mine fødder, skyer spredte sig mirakuløst, og dér stod hun, mægtig og strålende som en kejserinde, mens hun stille bevægede tidevandet. Et øjeblik stod jeg fortryllet og betragtede hende i ærefrygt, men så blev stilheden brudt af et par glade søløver, som pludselig blev klar over min tilstedeværelse. De lavede et højt plask, før de med elegance forsvandt i vandet.

Stofferne fik mig altid til at opleve en dyb intimitet med naturen og alle andre levende væsener end evolutionens såkaldte højdepunkt. Jeg sludrede kort med en vaksebjørnemor og hendes to meget årvågne unger, en intelligent og nysgerrig pige og hendes tykke og lidt klodsede bror. Hun var på vej til at tage sine to små til en middag, serveret af Sølvgudinden for et øjeblik siden, da hun blidt bortdrog havets mørke, tykke tæppe med kompliceret indvævet mønster af ålegræs, og afdækkede tusinder af friske, lækre muslinger.
Hun gik ned til havdiget og bad sine unger om at følge hende. Pigen gik først, og havde ingen problemer med at stige ned af den fire fod høje stenvæg. Drengen sad som forstenet, kiggede på sin mor, og rystede derefter på hovedet. “Nej!” Han kiggede lidt flovt på mig. Moren kom tilbage, prøvede igen, men han nægtede at følge med. Jeg tog min uldne jakke af, forklarede moren hvad jeg ville gøre, og hun forstod mig, kravlede tilbage igen og placerede sig ved siden af mig, mens hun sagde noget på vaskebjørnesprog til Tykke. Hun så opmærksomt på mig, mens jeg sænkede min jakke ned langs væggen, og fulgte mine hænder mens jeg demonstrerede hvordan man kunne bruge jakken som stige. Hun var helt med. Hun kravlede ned, og derpå op igen, mens hun holdt sig fast på jakken med sine kløer. Mens han fulgte sin mors bevægelse, rejste Tykke sig tappert, rystede sin pels som tegn på parathed til den opgave, han skulle til at udføre, og i nogle få beslutsomme bevægelser, nåede han ned på jorden. OK, han faldt det sidste lille stykke, men blev ved, upåvirket af den lille afsløring af hans klodsethed, og han fulgte nu sin mor og søster, som nu var godt på vej mod delikatesserne. Jeg forlod dem ved deres festbanket på strandbredden og begav mig stille videre.

Jeg rystede, da et pludseligt strøg af kulde fik min dehydrerede krop til at skælve. Hmm, jeg havde lidt snask i en lille pose, gemt i mit elegante, mørkegrønne penalhus. Der var ingen omkring mig, og jeg følte mig sikker, da jeg satte mig på en af promenadebænkene for at præparere brændstoffet til den næste flyvetur. Denne gang gik jeg efter den helt store tur -

“Double, double, toil and trouble,
Fire burn, and cauldron bubble…”**
Sssssshhhhhwuuuuuushhhhhh…

Klokkerne, klokkerne! Hvem ringer med klokkerne?
Jeg var i et dybt mørke, pludselig klar over at jeg sad langt inde i skoven. Hvordan kom jeg tilbage herind? Hvornår? Var det den samme nat, eller talte jeg mon med den enlige vaskebjørnemor og hendes børn i går?
Pludselig hørte jeg store monstertrucks brøle gennem skoven, lige bag mig, mens jeg vendte mig for at beundre de glitrende lys omkring førerhuset, og hele det enorme fartøjs længde. Føreren dyttede med hornet, og lyden var næsten øredøvende. Mens jeg sad der på den bløde pude af fyrrenåle, med myrer drikkende  af mit giftige syreblod, kørte to mere af disse vejens konger forbi og forsvandt i det tætte mørke. Sølvmånegudinden var borte, og mørket totalt.

Jeg rejste mig, lidt usikker på fødderne, og så mig omkring i vantro. Jeg var så dybt inde i skoven, at den nærmeste vej af nogen art var næsten en kilometer væk. De kæmpestore trucks racede rundt et sted dybt inde i mit sind. På en eller anden måde fik jeg flyttet mig fra stedet og ud på stien, kæmpende mig igennem tætte brombærkrat, der kløvede dybe rifter i huden på mine arme og ben med deres tornede lemmer som de hvirvlede omkring mig som fangarmene på en ond blæksprutte, der ville beholde mig og suge mig til sig, når jeg var komposteret.

Jeg nåede ind under en lygte, hvor jeg kunne inspicere huden på mine maltrakterede lemmer, for blot slet ikke at finde noget bevis for at jeg få sekunder inden var blevet udsat på disse kvaler. I lygtens gullige lys så jeg en mand komme imod mig. Han blev efterfulgt af en gammel kvinde, som bar en enorm sæk på sin ryg. Det måtte bestemt være en troldmand og en heks! Mens de kom nærmere, slog det mig, at de var to-dimensionelle, som de spillekort-figurer, som lille Alice mødte under sine rejser i underverdenen. Wow! Ville jeg også møde Hjerternes Dronning?
Nej. Mens de nærmede dig affaldsspanden, kastede den gamle dame sækken med en klirrende lyd af glas og flasker, og de dykkede begge ned i spanden for at fiske nogen flere op.

Lygtens gulligtvarme lys ændrede sig pludselig til de blålilla skær lige før daggry, og ramte mig med et piskeslag af kulde, denne gang mere smertefuldt. Lad os skynde os tilbage til byen, gå hurtigt, måske vil du blive varmere, opmuntrede en venlig stemme mig, mens jeg vandrede i et hurtigere tempo langs det buede dige, tilbage mod den engelske bugt. Solen stod lynhurtigt op, og jeg sad på den lave murstensmur lige overfor den klinik, hvor jeg plejede at gå hen for at bytte sprøjter. Det var næsten middag, en tidlig junidag med høj sol, og den enorme kastanje over mig, bar stadig sine overdådige blomsterdekorationer.

Tavst sad jeg der, idet jeg ikke stolede på at mine ben endnu kunne bære mig, mens folk gik forbi. Det stille gadehjørne var travlere end jeg nogensinde havde set det før, og det var ikke engang Robson Street! Hvor kom alle disse pæne og nydelige forbipasserende fra? Alle de unge mødre med deres børn, stolt skubbende deres barnevogne, skolebørn kom lystigt og højt fnisende gående med deres bogpakkede rygsække, alvorligt udseende unge yuppier med ulastelige hvde skjorter og silkeslips, sølvhårede damer, der beskyttede deres pudrede ansigter fra de skarpe solstråler med løftede aviser… og de kiggede alle på mig! Alle, var jeg sikker på, for jeg bemærkede nøjagtigt hver eneste, mens de stirrede på mig.
Jeg følte mig så skamfuld, så ydmyget, som i en gabestok, placeret til offentlig spot og et dårligt eksempel. Som i usynlige lænker, der forhindrede mig i at gå, som bandt mig til stedet, kom en tanke til mig som et glimt af frelse. Der må være en mening med dette. Synet af mig selv i gabestok må tjene et formål. Ja! Jeg har det! Den mægtige sol kærtegnede blidt min pande. Månegudinden måtte have fortalt ham et par ting om den forgangne nat, var eg sikker på. Jeg takkede dem begge i it stille sind og styrtede over gaden, mens jeg brændte af ekstatisk iver efter at fortælle nogen om min åbenbaring.

I den kølige bygning, hvor klinikken lå, mødte jeg min ven, en oversygeplejerske, som drev laboratoriet og sprøjteudvekslingsprogrammet. Selv om hun var yngre end mig, kaldte jeg hende ofte “mor” på grund af hendes trøstende smil, hendes store, åbne hjerte og hendes dybe forståelse for Krystallabyrintens hemmeligheder, som er skjult for de uindviede. Mine første ord fløj ud af mig i samme øjeblik som jeg trådte ind i laboratoriets lille forkammer.
“Du bliver nødt til at høre det her! Prøv at gætte hvad jeg lavede hele morgenen! Jeg betalte nogen af dine penge tilbage! Det er sgu rigtigt! Det var det jeg lavede hele morgenen!”
Den gode sygeplejerske, vant som hun var til at se fyre, der fløj højt på en eller anden substans, var tavs som den vise Sphinx, og ventede tålmodigt på at jeg tog mig sammen. Hendes kinder fik pludselig en varm rosa glød, og hendes ansigt foldede sig ud i det venlige smil, jeg kendte, forsikrende at jeg havde hendes udelte opmærksomhed, og at hun var klar til at høre min historie.
“Mens jeg sad på denne her mur på den anden side af gaden, følte jeg, jeg sad i gabestok. Nu ved jeg hvorfor mit sind gjorde det mod mig. Jeg betalte nogen af dine penge tilbage. Du betaler jo skat, ikke? Min understøttelse hver måned bliver betalt med dine skattepenge, ikke? Det kommer fra din lomme, og fra alle de her pæne menneskers lommer, som stirrede på mig, mens de gik forbi. Og så forstod jeg, at alt det her måtte have et eller andet brugbart formål. Jeg har gjort nogle slemme ting. Nu sad jeg der til offentligt skue til de forældre, der kunne advare deres børn om hvad der kunne ske med dem, hvis de eksperimenterede med stoffer. Ved at sidde der som et dårligt eksempel til byens ungdom, betalte jeg noget af min understøttelse tilbage til samfundet!”
Den søde sygeplejerske smilede venligt, mens hun morede sig lidt over mit næsten uforståelige sludder, og fortsatte med at fordybe sig i en behagelig filosofisk konversation, og fik mig til at mærke den menneskelige værdigheds tyngde lægge sig blødt på mine skuldre.

Jeg dedikerer dette skriveri med dybtfølt taknemmelighed og kærlighed til  Ms.Pamela Burgher Connor.

*Publius Terentius Afer: "Hvad hvis jeg har brug for de som råber: Hvad nu hvis himlen falder ned?"

**William Shakespeare: Macbeth, act IV, scene 1

 

Event kalender

Su Mo Tu We Th Fr Sa
27
28
29
30
31
1
2
 
 
 
 
 
 
 
3
4
5
6
7
8
9
 
 
 
 
 
 
 
10
11
12
13
14
15
16
 
 
 
 
 
 
 
17
18
19
20
21
22
23
 
 
 
 
 
 
 
24
25
26
27
28
29
30
 
 
 
 
 
 
 

Bliv en forfatter!

Bliv en forfatter!