Uncle Allan & Conspiracy Inc

uncle Allan: tatovør i arbejde

Del

Allan er oplært i en håndværksmæssig tatovørtradition, og hans passion for motiverne og traditionen og hans utvetydige tegnetekniske kunnen gør ham til en eftertragtet tatovør i hele verden. Folk kommer fra alle kontinenter for at få hans kunst på deres krop. Og de har tid til at tænke over, om det virkelig er dét, de ønsker, for hos Conspiracy Inc er der ventetid. Nogen siger, at ønsker man virkelig en tatovering, må man også være rede til at vente i årevis på den rette. Og at tatoveringer er sjælens ansigt. Måske netop derfor hænger det sammen. Men i en tid, hvor virksomheder som Cult og Zentropa betaler frivillige og medarbejdere for at lade sine logoer tatovere, og tato-motiver figurerer på modetøj og penalhuse, kan det tyde på, at vi måske har glemt dette vigtige fingerpeg.

 Det er en ære og en fornøjelse at se Uncle Allan i sin arbejdsproces. En kunstner, som er fuldstændig i et med sit håndværk, sit redskab og sin kunstneriske overbevisning. En ung mand ligger på briksen, hvor han tydeligvis har ligget længe for at få lavet sit motiv. Endnu er der stadig uopmalede flader indenfor konturerne, og imens vi taler, maler Uncle Allan dem op, med farver fra bittesmå skåle, som han tilfører sit redskab. Motivets helhed udgøres af et menneskekranium i trekvartprofil, en gammeldags revolver og blomstrende roser. Allan tilføjer farver indenfor de allerede optegnede konturer, lader en del af farven bore ind i mandens hud, og tørrer derpå den overskydende farve og det piblende blod af. Jeg kan arbejdet skride frem: Rosernes konturer bliver til levende blomster på mandens krop, fra gul-orange til strålende rød.

Uncle Allan i gang med nyt tatovering

Allan er oplært i en håndværksmæssig tatovørtradition, og hans passion for motiverne, håndværket, samt hans utvetydige tegnetekniske kunnen gør ham til en eftertragtet tatovør i hele verden. Folk kommer fra alle kontinenter for at få hans kunst på deres krop. Og de har tid til at tænke over, om det virkelig er dét, de ønsker, for hos Conspiracy Inc er der ventetid. Nogen siger, at ønsker man virkelig en tatovering, må man også være rede til at vente i årevis på den rette. Og at tatoveringer er sjælens ansigt. Måske netop derfor hænger det sammen. Men i en tid, hvor virksomheder som led i reklamefremstød, betaler frivillige og medarbejdere for at lade sine logoer tatovere, og tato-motiver figurerer på modetøj og penalhuse, kan det tyde på, at vi måske har glemt dette vigtige fingerpeg.

Håndværkets vigtighed

Allan fortæller: ”Jeg er meget egoistisk med mine tatoveringer. Jeg gør det ikke for at tjene penge, jeg gør det for mig! Det er også derfor jeg er pertentlig med hele måden, jeg arbejder på, og meget konsekvent med at det skal være på den måde, jeg synes er bedst. Det er for min egen skyld, at jeg tatoverer. Det er meget rart at få løn for det, så man kan lave af det. Men hvis jeg vandt en milliard, ville jeg stadigvæk tatovere ligeså meget som jeg gør. Det er den måde jeg udtrykker min kunst.

tatoo af uncle Allan

Selvom jeg har stået i lære som tatovør for mange år tilbage, lærer jeg jo noget hele tiden. Den sidste måneds tid, har jeg leget meget med mine maskiner og fået dem til at køre anderledes, lært at bruge dem anderledes. Selvom jeg har tatoveret i 10 år, har den sidste måned nærmest været som at opdage hvordan man tatoverer på ny. Selv efter ti år kan du lære nye tricks om håndværket. Det er som at lære en ny pensel at kende.”
Jeg ved noget om malerpensler, men ikke om tatoveringsmaskiner, og spørger derfor Allan, om han kan give et eksempel:
”Det er meget svært at forklare, uden at gi et helt kursus i maskiner. Der er jo dele ved en maskine, man kan justere på, der gør at den enten vil køre hurtigere eller langsommere, blødere eller hårdere. Hvis du ikke kender dit værktøj, så bruger du det heller ikke optimalt. Det er derfor det er vigtigt at stå i lære som tatovør, at du ikke bare køber et sæt over internettet og sætter dig hjemme i køkkenet. Det er ikke så nemt. Men der er mange der gør det. Og det er også fint nok for dem, men ikke for mig – jeg synes det er uacceptabelt!”

Miami Ink effekten

Allan fortsætter: ”Man skal kende sine begrænsninger. Det nytter ikke noget, at man bare køber et sæt på internettet og tror at man er en rockstjerne og kan lave hele rygge og store tatoveringer. For det første kan det godt være, at selv hvis de var naturtalenter, og det ser fint nok ud lige nu – så er der ikke nogen, der siger at det ser fint nok ud om fire år, eller når det rigtig begynder at lægge sig ind i huden. Det handler om at vide, hvad man gør. Hvis man ikke er hel fortrolig med sit håndværk, er der også den risiko, at man kan ødelægge folks hud. Det er vigtigt, at man kender sit værktøj. Hvis du ikke er villig til at gøre det på den rigtige måde, at lære det og studere det, så er det jo heller ikke noget, du brænder for. Hvis du bare vil springe over, hvor gærdet er lavest, så brænder du jo ikke nok for det. Der er mange, der bare vil hoppe direkte til stjernestatus. ”Miami Ink”-programmet er jo med til at booste folks idé om hvad det vil sige at være tatovør. Det er mere et realityshow end noget andet, men de får det til at se ud som om, man følger livet i en tatovørbutik. Der er de her tatovører og kunder, der ser meget naturlige ud, men alle kunderne har været til audition forinden. Det hele er forberedt, men det ser ud som om de kommer vadende ind fra gaden, og 20 minutter efter, så har de en tegning til en hel arm klar!
tatoo motiv med fuglekranie

Det værste er, at fordi det er et amerikansk realityshow, så skal der være noget sødsuppe med oveni, så alle har jo en eller anden meget dyb historie bag deres tatovering, og står der med tårer i øjnene og fortæller om guldfisken, der skal symbolisere deres døde bedstemor. Det er allerede ved at komme til Danmark også. Det har været vist i fjernsynet et stykke tid, så nu kommer alle de her folk ned, og tror at der skal være en eller anden kæmpe lang og dybere mening med deres tatovering, og nærmest leder efter kameraet – ”Hvor er kameraet?!” For nu har de set i fjernsynet, at de skal være de små tv-stjerner, der kommer ind og fortæller at nu skal de have lavet den her tatoo, der symboliserer et-eller-andet. Det er også helt cool, at man kan proppe en hel masse symbolik ind i sin tatovering og kan få den til at have en fed, personlig historie. Men sådan som jeg ser det, så er det vigtigere at du har en rigtig flot tatovering, hvor det grundlæggende håndværk er i orden– det er en kropsudsmykning! Folk, som ønsker noget bestemt, såsom en tribal tatovering, (tatoveringstradition, som involverer sorte, slyngede motiver, som bl.a. forsangeren fra Red Hot Chili Peppers var med til at skabe opmærksomhed omkring, efter udgivelsen af ”Blood Sugar Sex Magic, hvis cover var fyldt med billeder af dennes tatoveringer) bør finde en tatovør, som er rigtig god til netop det, så de kan få den flotteste. Ellers så får du et halvhjertet produkt. Der er mange, der ikke sætter sig ind i det, ikke tænker langt nok Det nytter jo ikke, hvis jeg ikke er den tatovør, der kan leveredet bedste produkt. Men det hænder at nogen bliver fornærmede, fordi de har den der holdning med, at de bare ska ha´! I stdet for at de sætter pris på ens ærlighed, når man siger: Det nytter jo ikke noget, du fortjener jo bedre. De bliver stadigvæk fornærmede! Det er jo bare underligt, at folk ikke kan forstå at det er en fordel at få lavet et stykke håndværk af en, som virkelig brænder for det.”

rensdyr-pige motiv af uncle Allan

Ed Hardy og penalhusene

I forlængelse af tendensen med at tatoveringer som et modefænomen, fortæller Allan:
”Det, jeg laver er jo en fortolkning af, traditionelle tatoveringer, bl.a.sømandstatoveringer. Det hele kommer jo fra alle de her gammeldags sømandsmotiver. Det har tatovører videreudviklet gennem årene. Jeg hader at skulle bringe ham frem, men sådan en som Ed Hardy har måske presset grænserne lidt. Siden har han solgt alle sine designs til det her forfærdelige tøjmærke (Christian Audigier). Der er alle de her smarte modefolk, der render rundt med tato-motiver med glimmer på – det er Ed Hardys designs, og det er så ærgerligt, for manden lever stadigvæk og er foregangsmand i forhold til at videreudvikle sømandstatoveringer. Så har Audigier smidt pailletter på alle hans flotte designs, og smidt dem på tøj, som folk der aldrig ville kunne drømme om at få en tatovering, render rundt med. Jeg vil vædde med at under halvdelen af dem her, måske ikke engang nogen af dem, har en tatovering. Nu er det bare fancy, dyrt og smart. Mange af de folk, der bruger det tøj, det er jo folk, som egentlig ser lidt ned på os med mange tatoveringer. De tænker ikke over, at de faktisk render rundt med et stort tatoverings-ikon på sig.
Jeg var dybt chokeret, da jeg en dag gik rundt i Næstved storcenter, og var inde i Bog og Idé, og så at man kunne købe skolekalendere og penalhuse med førnævnte Ed Hardy på. Da tænkte jeg: Er det der, vi er nået til? Forældrene vil sikkert købe alle de her Ed Hardy-ting til deres børn, men hvis deres barn kom hjem med en tatovering! Det er de samme folk der gør lidt grin med én: Hø, hø, sidder du og laver hjerter og roser med navne? Ja, det gør jeg faktisk! Folk siger det som en joke, som om det var noget tåbeligt noget. Men udover Danmarks grænser er det faktisk en stil, der har været eksisterende længe. Det er det jeg lever af, og har travlt med at leve af! Uvidenhed! De ved ikke hvad det er de køber, men de køber det, fordi det er smart. Det er et kedeligt resultat, og måske også en del af bølgen omkring de førnævnte tato-programmer. Førhen var det jo, at man gerne ville have, at folk accepterede tatoveringer, men nu er det næsten blevet for mainstream.

Der er også Cultfænomenet, hvor virksomheden betaler folk et mindre beløb, for at få logoet tatoveret på deres krop. Der er også en flok fest-promotere, der prøver at blande rock og rul og tatoveringer sammen, hvor det foregår på en natklub, og der er djs og tatoveringer, og hvis du får logoet tatoveret, så er det gratis. Det er uacceptabelt og uetisk. Enten er det et biprodukt af de her programmer, det er meget sådan noget med hele rockstjernekulturen, og visse af de folk, der har været med i de her programmer, er nærmest blevet rockstjerner. Den eneste berømthed er hende der Kat Von D, som nu har sit eget makeup-firma. Der er mange tatovører, som er endnu bedre end hun i forhold til håndværket, men hun var med i det her program, og fordi det bliver blæst op, som det gør, så får hun den her uproportionerede rockstjernestatus. Så disse programmer har glorificeret hele tato-branchen og har fået folk til at tro, at det at være tatovør, det er bare rock´n´roll. Denne holdning gør sig gældende: ´Det er cool! Jeg kan ikke spille et instrument, men så kan jeg blive tatovør. Og hvis jeg ikke kan tatovere, så kan jeg være promotor og lave fede fester. Og egentlig så kan jeg ikke en skid!´ Men så tror de, de kan noget.”

tatoo af uncle Allan

Allan fortæller disse ting med et smil og en ro, som ingenlunde forstyrrer det fremskridende arbejde med manden på briksen.

 

Comments

WORD!!!!!!!

Jeg kunne ikke være meget mere enig!!

Er det andet at sige end: AMEN!!
Fantastisk artikel...
Man kan jo ikke en gang kommentere den eller noget.. For det er jo sådan som det er..
Da jeg fik min første tus for 8 år siden var det jo helt vildt at jeg turde at gøre det... Nu er man jo næsten en vanskabning hvis man ikke har en... Og mange for dem lavet på festivalpladser hvor de er halvstive og bare smider om sig med penge... Gid alle dem der overvejer en tatovering læser og FORSTÅR denne artikel!

rigtig god artikel, som fortæller hvordan det virkelig hænger sammen. mine tatoveringer er udelukket krops udsmykning, og folk syntes det er underligt at de ikke har nogen dybere mening. men jeg gør jo bare mit bedste for at se fin ud, ligesom nogen tager masser af smykker på hverdag. så har jeg bare altid mine på...

Event kalender

Su Mo Tu We Th Fr Sa
29
30
1
2
3
4
5
 
 
 
 
 
 
 
6
7
8
9
10
11
12
 
 
 
 
 
 
 
13
14
15
16
17
18
19
 
 
 
 
 
 
 
20
21
22
23
24
25
26
 
 
 
 
 
 
 
27
28
29
30
31
1
2
 
 
 
 
 
 
 

Bliv en forfatter!

Bliv en forfatter!