Syre

Copenhagen Psych Fest leverede toppræstationer i øst og vest, nord og syd. Hele Staden blev omdannet til et hvepsebo af livsfarlig og livsbekræfigende lyd. Vi tog en tur i kanen. Here it goes:

Helvedes forgård

I helvedes forgård får du forsmagen på helvede. Du mærker heden fra flammerne i dit ansigt. Du hører skrigene fra tortur. Du lugter brændende hud. Og så ved du, at du endnu ikke er trådt ind i selve helvede, men at det du oplever er helvede på jord. Livets ulidelige lethed. Og så opdager du du er ung. Og så ser det hele lige pludselig meget vanskeligt ud. Svært. Trangt. Klaustrofobisk. Som endeløse rækker af boligblokke i beton og vindtuneller rundt om husene der giver ungerne i sandkasserne løbende næser og ungdomsbander der tagger og røver og voldtager. Et sådant univers formåede Soft Moon at frembringe et noget så hyggepatineret sted som Loppen på Christiania. De er multiinstrumentalister helt i violet Prince-tradition. Og så var der energi hentet fra urhavet, en næsten pubertær vrængen af alt og alle som var så forfriskende som en kildes vand i en ørken. Den ørken disse tre drenge netop var trådt ud af for at underholde pøbelen et kort øjeblik, for så igen at blive lænket til deres utålelige smerte og deres hverdags langstrakte kedsommelighed og uendlige gentagelse dag ud og dag ind. Lyden af en barskhed, en ru rumlende rundgang i Dantes Inferno. Med lyse ansigter og hæse skrig og forstærkeren på randen af Dommedag. I deres selskab nød jeg at få hjernen blæst tom og kun høre vindens hylen, kyotoernes struber, og iagtage en rullebusks færd over det hårdstampede sand. Således tømt for fortid nu og fremtid forførtes jeg af denne hårdtpumpede trio, der intet ønske havde om at gentage tressernes syrerocks smilende beats, men kun at lade pistolen og blæse hjernemasse og blod ud over væggene i den gamle militærbygning. I et pragteksempel på ungdommeligt overmod tog dette orkester ingen gidsler, de skød hele lortet op i hovedåren, omgivet som de blev af elektrificerede kroppe revet ud af kontekst og passagerer i den transsibiriske togstamme, der førte direkte til tør tung frost og øjeblikkelig død, hvis nødbremsen blev trukket og et individ kastede sig ud på isen.

Desillusionens kulde bredte sig i venerne og ramte hjertet med utrolig kraft. Midt i et hjerteslag tordnede desillusionens lynild ind i sjælen og hjertevarmen var blot en svag erindring. Der er steder i sindet vi ikke går, men det gør Soft Moon, de laver faktisk ikke andet. Og når de så efterlader scenen og rejser hjem til kæreste og seng, så er det uden tvivl med håbet om at en blød kvindehånd klapper dem på hovedet og ønsker dem en god nats søvn.

På gravens rand

Når du står på gravens rand, med en isnende vind i din nakke, og din triste triste sjæl, med en finger, skubber dig i ryggen. Så falder du. Hovedkulds ned i graven. Og straks begynder orm at kravle ind i alle dine kropsåbninger, mider og maddiker tager fat på dit kød, fugten fra jorden penetrerer din hud. Du er fucked.  Men lige inden dit triste triste sind jager dig 10 fod under mulde, så får du lov til at skrige. Af dine lungers fulde kraft. Ligesom Bug Chasers bastante forsanger, der med blodrøde øjne, hænderne ned langs siden og munden på mikrofonen hyler sin smerte i vore øren fulde. Så den tager os, dit vemod, på en rejse ned ad skrænter, mod det sorte sorte hav, som slår bølger fulde af weltsmertz, over dine kolde kolde fodsåler, mens du skridt for skridt, med månen i dit blik, vandrer udad. Mod horisonten. Dækkes af det brusende hav af sonisk lyd, der ligger som en bundklang til din stemme, den store lyd af oceanet, lyder kun svagt i vore øren, for din røst er selve klangen, der giver angst og smerte ord. I det mørkeste af mørke, lyser måske en lille flamme, selve håbets stråleglans, men lyset er for fjernt, bliver bremset af dit øje, du kan kan se sorte kvinder, der fortærer dig for øjnene af måbende ansigter, skjult i skyggen af et andet lys. For de tror jo alle sammen, at du er sammen med dem. Disse klædeklædte gæster, der i hver sin boble af panik, ser dig brænde ned i deres blik i et decor som var det Tropicana, ingen salsa fra din strube. Kun en kværnende maskine er du blevet, midt i BørneTeatrets kulisse. Når dit velfærd frit falder. Og du griber i den tomme luft og dine hænder intet holder. Så ved du at du har købt billet til selve Undergangen, ingen vej tilbage. Du er så dybt nede i ursuppen du ingen idé har om hvordan du kommer op igen. Får du hjælpen fra skrigets ejer, absolut ingen, han rummer simpelthen ikke styrken til at trække sig selv op fra desperationens dyb. Årerne på hans kinder er sprængt væk af det enorme tryk, som de mørkeste tanker lægger, som asfalt på hans sjæl. Alt bliver sort, som er du besvimet, faldet om som en blomsterranke uden hold. Smuk ligger du der på bunden af verdensaltet, afblomstret for tidligt, frarøvet solens livgivende stråler, kun omgivet af mørke, ingen nat så sort, ingen skæbne så ond, og selve tvivlen om Guds eksistens nu ikke er en tvivl, men en vished. Ovenfor marcherer soldater. Byer er lagt øde. Bombekratere muterer. Livets vædske drænes. Stanken af lig fylder himlen. Generaler skændes over åbne linier. Tabene er enorme. Vredens magt absolut. Og pludselig , midt i det totale ragnarok, kastes en line, så du igen kan sno dig og du ser i et glimt solen bryde igennem den tætte røg. For nu er lyden forstummet, alt er et øjeblik stille. Sangeren forlader sit univers af galde og svovl og transmuterer, lige for vore øjne, til en helt almindelig mand. Og så er det tid til øl.

Dødens drone

Arktekturen er den samme. Den mørke mand er væk. Et smukt hvidt par står på scenen. Hans gule hår hviler om hans kranie, langt, og skjuler helt hans ansigt. Hun med skarpe lyse øjne. De er Zeroine af navn og lange kjortler af telepatisk lyd af gavn. De spinder guirlander af en intethed så bastant, at den langsomt bliver til noget. Til en slange der formerer sig og skaber tusinde tunger. Tunger der hvisler fulde af gift, men kun en gift der let bedøver. Let berøver hjernetanken, for sine tanker og med et, er slangen i din krop, overtager dit indre, ændrer intet på den motorik der er lammet, af lydfladernes markante væren i rummet og i sindet, der er den også. Vi er et lysere sted. Måske en kornmark i kraftig blæst. Måske en asfaltsnegl gennem Grand Canyon. Lydpresset er markant. Trommehinderne bøjer indad som ville de i kontakt med de små grå. Men de små grå svæver som droner over et helt uskyldigt ungdomsliv, små sprækker i idyllen breder sig i rummet, mens en violinbue trækkes hidsigt over et strengeinstrument. Det er en stor vibrerende elektricitet. En sitren i lemmerne. Dødens drøne summer et sted i periferien af vort hørefelt, den bevæger sig hen over langhåret græs og direkte ind i junglevæggen, mellem slanke stammer og direkte ind i slangers hvislen, insekters summen, abernes hæse skrig. Henover en lille sivlandby med brune børn og kar med korn. Videre og dybere ind i junglen, i tusinde variater over grønt. Og her slutter filmen.

Borgfred

Childrenn satte stærkt en aura af middelalderborge under drivende skyer med måneglimt, fyldt til randen med krigere og lette damer. Tætte tåger af røg og metalkrus der skvulper når de slås mod hinanden. Som vikinger der flækker have med deres bovspyd og penetrerer Nordengelske landskaber. En gård ligger i øde omgivelser med lys i vinduerne. Som et hverdagsmanifest. For selve hverdagen ligger dybt i melodistykkerne, det er det betændte ubehag ved vækkeurets bimlen, det er trapper og transport og arbejde og søvn. Når guitarerne hyler, hyler de op ad Himlens Porte. Kun for at komme indenfor og få en smule fred fra livets evige rundgange.

De skruer op og skruer op og går op i en spids for at møde dem selv. Deres unge hænder slider og flår i kobberhåndtaget, de tager ikke nej for et svar, selv ikke fra Vorherre. De pisker deres guitartråde, hamrer med stor kraft på deres trommer, de kan mærke de er inde i en stime, som fisk i havet der undgår en forbipasserende haj, rundt og rundt går det i spiraler der spreder sig mod en tvivlrådig himmel, nu med husorkester. På den anden side af porten hører de stampen af bare fødder, de har opdyrket en fanskare. Pludselig ser de sig plantet på Himlens højeste bjerg, en nødtørftig scene sat op af tømreren Jesus i en helvedes fart. Her føler de sig hjemme. De har ingen ambition om at komme længere op. Himmelfolket kravler op ad bjerget for at komme tættere. De strækker ører for de kender den her lyd fra gamle dage. Dengang de var slaver på jorden. Og den gør dem godt, for kun i denne kontekst, kan de for alvor nyde at være kommet indenfor. Indenfor med rockens ny helte. Vær så god.

Fodbold

Dean Allen Foyd er som at spille fodbold med Bob Marley og hans venner på den faststampede jord uden for hans hus, at fylde næseborene med røgen fra Jimi Hendrix’ brændende guitar, at gå på damejagt med Frank Zappa. Det er sjovt. Hylende morsomt. Det er som kvindehænders blide berøringer. Det er gult som når man ser durkt i solen. Det er behag, som når et sublimt måltid sætter sig. Ikke en mislyd, blot vellyd. Søjler af støv, øde bjergveje, tørlagte landskaber. Et roadtrip på tværs af Amerika, en bluesbule i 30’erne, hvor fugten driver ned ad væggene, ned ad musikernes brune ansigter, ned over de dansendes bryst og ekstasen varer ved til solstrålerne skinner ind gennem bræddeskurets ujævnheder. Den muntre gang hjemad, med et tøs under armen, smilets og tilfredsheden i hele legemet over dans og druk, letheden og favntaget og kysset og det kødelige forening, som et planetarisk punktum på et nat i festens tegn. Bomuldmarker, der breder sig over jordskorpen, majsen der står saftspændt i sin kåbe af grønt.

På kanten af Universets kaos

’Hvad er det bedste ved mig? Jeg svarer dig ikke, men tænker fortryllet at alt er det bedste ved dig’ messer Fribytteren, forsangeren i Fribytterdrømme, der iklædt adonismave og Jim Morisson-slåbrok skyder en koloenormt gevaldig fest i gang under Den Grå Hals stærke stoute trætagkonstruktion. Det syv mand store ensemble prominent indtager hele rummet lige fra starten. Alle seksløberens seks skud glider ind i kammeret, en efter en, og skudt ud gennem stik, ledninger, forstærker og højttalere. De står på højhusets kant og vakler på intet tidspunkt. Helt deroppe, i de tyndere luftlagt rækker de hænderne ud, fugle lander og spiser og letter igen. De flyver til himmels og man ser dem altid igen. Når de har taget turen til Afrika og besøgt de vilde, set dem danse i nattens mulm, deres ansigtmaling som det eneste der glimter i lyset fra de store bål, støvet der rejser sig i deres nøgne skinnebens stampen, urfuglenes skrig, elefanternes march, de store kattedyr der ligger konstant på lur, de slanke antilopers ekstatiske spring. Sådanne steder er hjemmevante for et Fribytter. Ligsom de øde øers klang, de lange dage på søen, skørbug og beskøjter. Pludselige voldsomme angreb fra fløjen, kanonernes tordnen, uniformerede mænd i reb der svinger sig overbord, drabelige sværdslag. Igen og igen bliver fjenden afvist, pirater er gjort af en særligt stof. De er vant til verdens hårdhed, klodens bue, Vorherres fravær, når de rammer handelsbyen med deres røvergods, og må tinge om prisen, ned og ned den går, for alle ved at regningen skal betales, når kriminalitet skal veksles til mønt. Men det er her drømmen kommer ind. Drømmen om den gyldne genvej. Den totale udslettelse af arbejdets trældom. Det lette udbytte, der dog til tider bliver så tungt det er ubærligt og rå vold og interne stridigheder tager over og kun den stærkeste overlever i et darwinistisk mareridt. Men der er altid de gode dage. De dage hvor man tager slik fra småbørn. Høster fine priser. Vælter sig i kvindekød og vin. Med klap for øjet ser man dobbelt. Og i dobbeltheden ser man sandheden. Og når alt kommer til alt er sandheden kærligheden. At stå med spredte ben på dækket med solens sidste stråler i ansigtet og pigen under armen og hun ydmygt spørger: ’Hvad er det bedste ved mig?’.

De Sidste Her På Jorden

Spids Nøgenhat står knivskarpt fra første sekund. Skruet op i en spiral af fræsende rundgang og Lorenzo Woodroses hæse røst, sveden tapdryppende af ham, den måde han rejser sig fra pulten i foroverbøjet position og så retter sig helt op og hæver pegefingeren. En mand der er kommet for at sejre. Og sejrer det gør han. Han blæser hatten af hallen og lader den friske natteluft hele vejen fra Lolland Falster fylde rummet og køle sine proselytters øren et kort øjeblik, for der er steghedt i Nøgenhattens skygge. Når Møns klint rejser sig over havet og havet piskes mælkehvidt, Når Silkeborgsøerne blåner, når selveste Danmark ligger som et let tildækket kvindekrop så er det tonerne fra Spids nøgenhat der flyder ind i hendes perfekt formede øren. Syd for grænsen, hvor Tyrolerpigerne bærer store fyldte glas, mange i hver hånd, i telte bænket med lederhosen, hører de ikke et svagt ekko fra denne musik, nej de hører den på fuld volumen, for når Lorenzo oplader sin røst, så er det med en urkraft, der krydser grænser. Syrelyden flyder henover Tour de Frankrig og opsuger ost, vin og brød, kravler over Pyrenæerne og tager tapas og flamenco med sig. Den standser, for en kort bemærkning i Tanger, for at betale tributter til Beat’en hvorefter den forvinder ind mellem siderne i en efterladt gennemslidt æseløret bog af William Burroughs. Der er dog ingen måde at lagre Lorenzos vision, som blot flyder og flyder, som en flod der starter med sne, bliver til is, smelter og styrter ned ad bjerget, bliver til en flod som flyder ud i havet der fordamper og igen bliver til skyer, der på ny bærer sne henover stentoppene. I evig cirkulation, som blodet i vore årer, cirkulerer Spids Nøgenhats pumpende beat, tungt ladet med hjertesorg, der sidder som skifer på sjælen, men også håbet om en endnu større kærlighed, for når visionen omfavner sit publikum og hylder dem som de sidste her på jorden, så er det jo netop fordi vi alle er de sidste, dødelige, og i os alle gløder det godes glød. Det tror vi på midt i musikkens malstrøm, når der bliver sat elektricitet til vore ambitioner om at være bedre mennesker, skabe en bedre verden, en verden hvor vi ikke skal blive de sidste, men de første.

nye artikler
Syre
Copenhagen Psych Fest leverede toppræstationer i øst og vest, nord og syd. Hele Staden blev omdannet til et hvepsebo af livsfarlig og livsbekræfigende lyd. Vi tog en tur i kanen. Here it goes:

læs mere

Ode til Enghave Station
Ode til Enghave Station - Nu er den død, Enghave Station, og med den en epoke.

læs mere

Everybody comes to Rick's
I hjertet af den ungarske hovedstad Budapest, lige ud til vandet, er at finde en museum-café. Mere usædvanlig er dens ejer, der også bestyrer tre restauranter, alle indenfor 100 meter af caféen. På sin vis er denne privat ...

læs mere

Event kalender
« Juni 2017
mantironstorfrelørsøn
1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930
Log ind