Per Warming og Lars Forchhammer optræder i Moskva

RUSSISK GUITARPOESI som folkelig sang - refleksion efter rejse til Moskva

af Per Warming

Rejsens baggrund var min seneste udgivelse, den dansk-russiske sangbog og CD 'HÅBETS LILLE ORKESTER / НАДЕЖДЫ МАЛЕНЬКИЙ ОРКЕСТРИК. Russisk guitarpoesi på dansk ved Per Warming. 77 sange af Bulat Okudzjava, Vladimir Vysotskij, Alexander Galitj og Julij Kim'.  Jeg skulle præsentere og drøfte dette arbejde med russiske kolleger, og jeg kom hjem belæsset med CDer og følelsen af kun at kende 'toppen af isbjerget' af den russiske guitarpoesi - men også lidt klogere på opmuntrende forskelle mellem Rusland og Danmark.

Del

Amatørsang

Koncerten sammen med Julij Kim var et højdepunkt.  Ikke bare var det ærefuldt at optræde sammen med en af guitarpoesiens pionerer, der har været med i et halvt århundrede, og som er ophavsmand til flere klassiske sange.  Men det var også lærerigt at blive mindet om det sted, hvor disse sange er i deres rette element.  Det glemmes let i dag, hvor en ny generation af professionelle og rasende dygtige sangere, guitarister og sangskrivere er på banen, og hvor guitarpoesien er blevet en veletableret genre i boghandlere, CD- forretninger og showbusiness. Da sangene i sin tid dukkede op, talte man ofte om 'amatørsang' – netop fordi de ikke passede i nogen af de kendte (og godkendte) genrer. Og Vysotskij sagde i et avisinterview i 1974 ligefrem, at han i sine sange forsøgte at finde en ny form for samtale med sine venner.

Ved lydprøven i Zhukovskij bad Julij Kim teknikeren sørge for, at der var så meget lys i salen, at han kunne se tilhørerne. Når guitarpoesien er i sit rette element kan sangeren og tilhørerne se hinanden i øjnene – i modsætning til den solistiske kunst-sang, hvor sangeren står oppe i projektørlyset og synger for et publikum, der sidder nede i mørket.

Julij Kim fortalte om sine besøg i Danmark, om sin og Bulat Okudzjavas optræden i et tomt telt ved Roskilde festivalen 1989 og om sit samarbejde med 'den fantastiske kvinde' Helle Dalgaard. Hun og Lars Forchhammer var blandt de allerførste, der introducerede Vysotskij og siden Okudzjava og Kim i Skandinavien. Desuden demonstrerede han sit aktuelle musik-dramatiske arbejde med litterære klassikere, bl.a.  H. C. Andersen.

Fra asken i ilden – guitarpoesien i nutidens Rusland

Da vi snakkede i pausen, spurgte jeg til en af hans nyeste sange 'Balladen om hvordan Alexander Galitj besøgte Moskva dette efterår'.  Her lader han Galitj, der døde i eksil 1977, vende tilbage på sin 90års fødselsdag i 2008 og møde et helt forandret Moskva: på en gang uskyldig og fordærvet af den totale kommercialisme, der har erstattet den totalitære stat. Sangen personificerer det nye Moskva i en kvinde, der har billeder af Stalin og Zaren i medaljonen mellem brysterne.  Og omkring hende er der stadig bagmænd (de samme som før?), der trækker i trådene, og der er stadig hemmeligt politi og fængsler. Det nye Moskva vil ikke kendes ved Galitj og den sandhedssøgen, som han (og guitarpoesien) står for. Sangen slutter med, at hun lover, at hun ved hans 100 års fødselsdag vil 'møde ham ude i forstæderne' (hvor det lykkedes at stoppe tyskerne i 1941).  Kim bekræftede, at han dermed vil sige, at guitarpoesien og alt dens væsen stadig er ubekvem, og at 'det nye Rusland' ville afvise den, hvis den kunne – om muligt allerede ved grænsen.

KSP

KSP er forkortelsen for 'Klub Samodejatelnoj Pesnji' (= klubben for selvskrevne sange). Bevægelsen blev til i 'tøbruddet'  efter den 20 partikongres i 1956, og samlede især unge mennesker fra læreanstalterne, Komsomol og pionerbrigaderne, der blev sendt ud for at bygge det krigshærgede land op.  Lejrbålet, hvor man sang til guitar, blev (ligesom intelligentsiaens køkkener) et frirum midt imellem privat og officielt. Her satte man egne ord på kendte sanges melodier og skrev sange selv. Nogle af tidens sangdigtere (først og fremmest Okudzjava, Visbor og Kim) tegnede bevægelsen og genren. I en tid med mangel på hoteller og vandrerhjem blev 'turism' populært: friluftsliv, primitivere end vores camping, nærmere spejderbevægelsens hiking - og selvstændige KSP-klubber dukkede op overalt som bærer af en offentlighed udenfor statens rækkevidde.

I 70erne var Zhukovskijs KSP forbudt.  Det er den ikke mere, og den får i dag flere og flere medlemmer.  Vi mødtes på en skole, medbragte selv te og kage, og sad så godt 20 personer omkring et bord og snakkede og sang med hinanden. De sange, som jeg sang for dem på dansk, er deres klassikere. De sang med på russisk. Flere skrev sange selv.  En trio sang 'Besame Mucho' og Matveeva.  Der var også en bluesguitarist og folkesanger med gamle russiske skæmteviser på repertoiret.  Det litterært-musikalske og det samfundsmæssige engagement virkede som to sider af

Folkelig festival

Scene i KolomenskoeKolomenskoe er en blanding af udflugtspark og frilandsmuseum i et grønt område ned mod Moskvafloden. Festivalen havde 3 scener, men derudover hverken øltelte eller nogen slags boder, hverken indhegning eller entrébetaling.  På den store scene var opstillet et telt foran bagtæppet, der viste en skov (for at vise bard-traditiones historiske forbindelse til lejrbålssangen). På den lille scene viste bagtæppet logoet fra Respublika Pesni (= Sangens  republik), den organisation, der driver et spillested og 'den blå trolleybus' i Moskva.  Den mindste scene helt nede ved vandet hed 'Sejren', og bagtæppet var en fotostat af soldater.  Den var viet soldatersange. 

Soldater - drenge

En festival uden øl og markedsgøgl er uvant for en dansker. Men især militærets tilstedeværelse forvirrede mig.  Og min forvirring blev ikke mindre, da en af de fire bannere ved hovedscenen viste våbenskjoldet for den militære enhed, som havde rejst scene og backstage-telte, og som sørgede for bespisning af kunstnerne (med feltkøkken!) og bevogtning (en snes 18årige soldater var udkommanderet - søde og lidt generte drenge uden våben, nærmest et hjemmeværn). Jeg spurgte naturligvis - og svaret var, at Tanja (festivalens chef) mente, at det er vigtigt, at vi ikke glemmer de gamle sange og ikke glemmer 'vore drenge' – hverken dem, der blev sendt ud i den store krig for 70 år siden eller dem, der blev dræbt i Georgien i dag. Ville man kunne synge Okudzjavas 'Papirsoldaten' den scene? - spurgte jeg.  Den handler jo om den menige soldat, der bliver ofret i politiske spil. Naturligvis, var svaret. Både Okudzjava og Vysotskij har mange soldater-sange, alle med menige som hovedpersoner. Både Okudzjava og Vysotskij er patrioter, men de er aldrig militaristiske eller heroiserende.  Tværtimod blev Okudzjava kritiseret for ikke at følge partilinjen og for at mangle positive heltebilleder. Ved nærmere eftertanke er det alligevel ikke så fremmed for mig. Da jeg i 2005 blev bedt om at medvirke ved en mindehøjtidelig for den første danske soldat, der faldt i Irak, valgte jeg bl.a. at synge min danske version af Vysotskijs 'Han kom ikke tilbage'. Og den kunne forløse tabet af en af 'vores drenge' – både for krigstilhængere og krigsmodstandere. En af de optrædende på hovedscenen første aften var Dmitrij Bogdanov fra gruppen 'Pesni nasjego veka' (= Vor tids sange), et kollektiv af 10-15 etablerede barder stiftet i 1998 med det formål at bevare og udbrede bard-sangen / guitarpoesien. De arbejder ulønnet, og de har turneret og indspillet meget populære CDer med sange af Vysotskij, Okudzjava, Visbor og Berkovskij + 4 antologier. En bærebjælke i festivalen er at passe på en sangkultur, der i Sovjettiden bar en uafhængig offentlighed og som stadig gør det - i dag i det røverkapitalitiske Rusland. Bevægelsen står nu i sit første generationsskifte. Pionererne Okudzjava, Galitj og Vysotskij er døde og er på vej til at 'helgenkåres', men kun på vej – for mange kan endnu husk dem i levende live. Vi snakkede med en sanger, der havde fulgt Galitj på vej, da han forlod Sovjet i 1974. Galitj måtte først en uge i fængsel, inden kan kunne slippe ud, fortalte han. Men der er også pionerer, der lever endnu (fx Julij Kim). Lørdag aften på hovedscenen var festivalens 'åbningsparade' af KSP-sangere fra hele landet og udlandet (bl.a. Danmark!). To sange hver. De fleste sangere var imponerende gode. Søndag var der konkurrence på lille scene for unge sangere: De 5 bedste sange og de 5 bedste fremførelser blev præmieret. Juryen var fire erfarne barder. Søndag var desuden 'Ruslands dag' og Okudzjavas dødsdag.  Det skulle bemærkes.

Fælt-køkken
  De mange uafhængige KSP-klubber i Rusland og blandt udlands-russere i USA, Canada, Australien, Israel, Tyskland, Hviderusland, Letland m.m. er bevægelsens 'basisgrupper'.  Som paraply-organisationer fungerer 'Autorskie Pesni Arkivet' (Autorskie pesni eller bardovskie pesni = sange skrevet af den, der synger dem, eller bard-sange, er det russiske betegnelse for guitarpoesi).  'Respublika Pesni' og 'Moskovskij tsentr autorskoj pesni' (= Moskvas center for guitarpoesi) og 'Stolnij Grad' (= Hovedstaden), der var festivalens arrangør. Alt fungerer ikke-kommercielt med fondstøtte og ildsjæle. En anden af festivalens sponsorer, der havde sit logo på hovedscenen, var det politiske parti 'Spravedlivaja Rossija' (=Et retfærdigt Rusland).  Også det forvirrede mig.  I mine øje har hverken militæret eller de politiske partier noget at gøre på en sådan festival.  Hvis hjemmeværnet og socialdemokraterne satte deres logoer op på Tønderfestivalens hovedscene, ville de blive til grin. Så jeg spurgte igen, og jeg fik det svar, at partiet jo er et protestparti. Det begyndte som en koalition af ca 30 venstreorienterede grupper – der protesterer både mod Putins og Medejevs regime og mod de gamle kommunister.  Med 10 % af stemmerne er det fjerde størst i dumaen. Også Moskvas bystyre og kirken støtter os, tilføjede Tanja.  Men selv har vi hverken ideologi eller religion. Vi interesserer os for hele mennesket - med både historie og spiritualitet.

En folkelig bevægelse

En rejse som denne udfordrer vores 'forudforståelse' – de historisk og kulturelt betingede tankebaner, som man skal bruge, men som man samtidig også skal være villig til at sætte på spil, for at forstå andre mennesker. I Danmark har vi ikke noget sidestykke til den russiske guitarpoesi, så vi putter den ofte i de kunstneriske og samfundsmæssige 'kasser', som vi har i forvejen. Derfor forestiller vi os ofte barderne som dissidenter/protestsangere eller romantiske kunstner-genier.  Det er der også nogen af dem, der er. Eller vi ser sangene som en særlig 'russisk' litterær-musikalsk genre og lægger vægt på dens sigøjner-mol-tonaliteten og dens rødder i romancer, kabaretkunstneren Vertinskij og blatnie pesni (= forbrydersange fra de sibiriske lejre). Det er heller ikke forkert.  Men vi får ikke det hele med på den måde. Ved festivalen i Kolomenskoe blev en betydningsfuld side af guitarpoesien imidlertid synlig, nemlig at den også er del af en folkelig bevægelse.

Filosoffen og teologen Løgstrup talte om 'de spontane livsytringer'. Begrebet anvendes nu af historikere om 'det samfundsbærende', som ligger før alle moralsystemer og ideologier. Det er tillid, sandhed, barmhjertighed, sund fornuft og andet, der har med den menneskelige gensidighed at gøre, og som vi anser for gode, ikke fordi vi bestemmer os til det, men fordi livet uden dem slet ikke ville fungere.  I den forstand kan man se Jordens folkelige bevægelser som de spontane livsytringers oprør og selvforsvar mod systemer og rutiner, der vil ødelægge dem.

Folkelige spørgsmål antager i vor tid ofte så totalitære nationale og religiøse former, at mange synes det er lettest at se bort fra dem. Det er derfor opmuntrende at møde et folkeligt engagement i modersmål og fædreland, der sejler sikkert gennem det Scylla og Charybdis (som findes både i Danmark og i Rusland) af fascistoid nationalisme og fremmedfrygt på den ene side og abstrakte, uforpligtende (= kyniske) festtaler på den anden side.  For en dansker er det som at møde folkehøjskolen og højskolesangbogen som ung.

Per Warming

http://www.sin-troll.ru/ Den Blå Trolleybus
http://www.respublika-pesni.ru  Sangens Republik
http://www.ksp-msk.ru/  Moskvas Center for Guitarpoesi
http://www.rubezhi.ru/    Milepæle i vores historie

nye artikler
Syre
Copenhagen Psych Fest leverede toppræstationer i øst og vest, nord og syd. Hele Staden blev omdannet til et hvepsebo af livsfarlig og livsbekræfigende lyd. Vi tog en tur i kanen. Here it goes:

læs mere

Ode til Enghave Station
Ode til Enghave Station - Nu er den død, Enghave Station, og med den en epoke.

læs mere

Everybody comes to Rick's
I hjertet af den ungarske hovedstad Budapest, lige ud til vandet, er at finde en museum-café. Mere usædvanlig er dens ejer, der også bestyrer tre restauranter, alle indenfor 100 meter af caféen. På sin vis er denne privat ...

læs mere

Event kalender
« August 2017
mantironstorfrelørsøn
123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031
Log ind