Roskilde Festival 2012, Bruce Springsteen koncert

Roskilde Festival version 2.012

cph-art har sendt en garvet Roskilde Festival-gænger i felten og her får du hans bittersøde reportage fra en festival, der ikke rigtig er, hvad den har været.

Jeg vandrer gennem gaderne på Nørrebro. Over Dronning Louises Bro hvor gadeunddommen nyder en sjælden solstråle. Mit hoved er fyldt til randen med en pressehype, der åbenbart hvert år når nye højder. På alle medieplatforme, lyder Roskilde-navnet igen og igen og når man tænker på at kun en promille af den danske befolkning der reelt besøger festivalen, er der en underlig slags misproportionering i denne evindelige gentagelse af mere eller mindre interessante indslag om det der åbenbart betragtes som verdens midtpunkt her i det danske sommerland.

Allerede på Nørreport Station er der tegn på at Roskilde nu for alvor er i gang. Tungtlæssede unge ses spredtvis på den sodplettede perron, men det er først da jeg stiger ud af toget i Roskilde at jeg for alvor får festivalstemningen ind under huden. Her er en sand folkevandring på vej, og spredt på ruten til Roskilde Festival ses enkelte lykkeriddere der tilbyder mad og drikke fra nødtrøfdigt opsatte boder, uden synderlig succes.

Jeg tager den lige vej, der går fra stationen og ud på pladsen og det bringer mig til et punkt til venstre for Orange Scene. Og nu er vi i campingland. Så snart jeg passerer indgangen til et af de mange campingområder ændret scenariet sig til noget der kunne ligne en indisk slumby i opløsning. Stierne mellem teltene er proppet til randen med affald og campisterne dingler rundt i deres habitat, med en solid funktionspromille.

Roskilde Festival - publikum

Men så snart jeg entrer festivalpladsen ændrer billedet sig fuldstændigt. Her er overraskende rent og pænt og festivalgængerne ser atypisk renskurede og uplettede ud, klædt i deres bedste bud på en roskildemode, som ikke er synderligt anderledes end en hvilken som helst aften i Kødbyen. Der er skruet en anelse op for opfindsomheden, sjove hatte og langstilkede bannere ses i mængden, men hovedparten ligner til forveksling et koncertpublikum ethvert andet sted en netop på Roskilde. Dette er Roskildefestival v. 2.012 og det er det ikke kun de pæne klæder. Der hersker nemlig en guddommelig ro så den store hårdt prøvede grønsvær. Alle opfører sig som de pæne unge mennesker, de tilsyneladende er. Står respekfyldte i kø til toiletter, madsteder, merchand iceboder etcetera.

Og sådan oplever jeg alle mine tre dage i Roskildeland. Hedengangne tiders tiltagende forfald er erstattet af en yderst civiliseret ungdom, der tydeligvis ikke er kommet for at rulle sig i deres egen afføring, men til gengæld holder hovedet højt og ligner nogle der ville passe fint ind på en Skanderborgfestival. Min ungdoms Roskilde er pist forsvundet og jeg sender en melankolsk tanke til de dage, hvor man strippede, løb om kap hen til den nærmeste mudderpøl, og så i endeløs fryd lod sig glide gennem møget på maven i en fuldendt kombination af snøgenløb og mudderbad. Hvor man lod håret stå, jeansene blive siddende på en uge og langsomt men sikkert transformede sig fra et menneske til et monster i desperat mangel på personlig hygiejne.

Jeg har valgt at fokusere på tre af verdens sande rockkoryfærer: The Cure, The Cult og Bruce Springsteen. The boys are back in town lyder det for midt indre øre, mens legenderne fra The Cure til stor jubel går på scenen. Alles opmærksomhed retter sig mod den lille mand med den legendariske stemme, Robert Smith, der fra første strofe beviser at han stadig, efter alle disse år i cirkusset har bevaret sin trade mark-stemme. Og hele vejen gennem koncerten misser mister klynkerockens ukronede konge ikke et øjeblik en tone, han er i storform. Mens solen daler på den ryddelige festivalplads spiller The Cure for alvor op til dans. Og her ses for første gang, det paradoks, som mine yndlinge så tydeligt står i. Skal de spille på det sikre og alle hitsne fra dengang eller præsentere de numre, som bandet har flikket sammen i alle disse år, siden de stod øverst på rockskamlen. Smith vælger en gylden middelvej og de nye numre har stadig The Cures blåstempel, melankoli i sin yderste instans, garneret med evindeligt gentagne rundgange, der driver musikken frem i en hypnotisk spændingsfelt. Og solen finder et sprække i skylaget over pladsen, må man bøje hovedet for en mand, hvis mission altid har været at fremvise skyggesiderne i det menneskelige sind. En følelse der her midt i Roskildeland blandes perfekt med publikums udelte glæde over at høre de klassikere, som aldrig aldrig vil blive glemt og som får støvskyerne fra de dansende til at drive henover det tusindtallige publikum.

an Ashbury, The Cult, Roskilde Festival 2012

Jeg husker engang tilbage i firserne, hvor The Cult var i København for at promovere deres nyeste long player, som det hed dengang vinyl var gangbar mønt. En usædvanlig smuk ung mand med ravnesort hår og tydelige indianske træk stod i spidsen for et knivskarpt liveband, der tydeligvis trivedes i deres rolle, som frontløberfor en tight, hårdkogt, melodidrevet powerrock. Årene har ikke gået ubemærket hen over frontmand Ian Ashbury, men det sekund han står på scene, formelig dirrer han af indestængt energi og har intet problem med at synge sine trofaste fans op.

Da Mr. Springsteen træder frem i spotlyset når Roskilde Festival sit klimaks. Inden koncerten har en stor gruppe aldrende sølvræve fundet sig til rette i den inderste pit, men da scenelyset første gang vender sit blik mod publikum ses en fuldstændig pakket festivalplads, under Springsteens fane samles generationerne i skøn forening, fra dem der har været med hele vejen fra Bruces debut til dem, hvis ungdom stadig i højeste grad er intakt. Og de får alle hvad de er kommet efter. Et marathonbrag udi stadionrock og sjælere, der tilsyneladende ingen ende vil tage. For Springsteen er ustoppelig, fra det øjeblik han griber mikrofonen og den sidste strofe brages ud gennem de kolossale højttaler, tre en halv time senere. Og der er ikke en fodfejl i Springsteens performance, han skriger sit dystopiske americana ud over pladsen mens svedens driver og årene på halsen spændes op som skibsreb. Midt i denne kraftpræstation, kan man godt et øjeblik undre sig over om publikum egentlig ved hvad det er de er vidne til. For Springsteen har aldrig nogensinde opgivet sit oprindelige projekt. At skildre et Amerika i total opløsning. Fra randområderne omkring små affolkede provinsbyer til de hjemløse i storbyernes gader, med deres indkøbsvogne og tommme blikke. For selvom numre som Born In The USA af hans hjemlands republikanere under talrige valgkampe er blevet brugt som indgangssang til stort anlagte valgmøder, så er det en helt modsat agenda, som Bossen har brugt sit nu 62-årige liv på. Han vandrer rundt på scenen som et vildt dyr i fangenskab og generer sig ikke for at revse ungdommen for at fokusere på deres mobiltelefonfilmeri i stedet for på ham.

Gennem hele hans tekstunivers har han hyldet de forviste, de undertrykte, de håbløse, og hans arketype er og vil altid være den unge mand, der på kanten af samfundet, betragter en forbrugsfest, som han aldrig vil blive en del af.

Da jeg lægger hovedet på puden efter The E Street Band har klinget ud og jeg har summet i selskab med gode gamle DSB føler jeg et vist savn efter den tid hvor Roskilde var et Sodama og Gomorrra af bizar opførsel og besynderlige klædedragte, men den tid er tilsyneladende for alvor forbi. Tænker man Roskilde version 2.012, så er det pænheden, høftligheden og det renskurede som passerer forbi min indre generator indtil søvnen indhenter mig og giver mig drømme om en svunden tid.

Foto og videooptagelser: Zenia Grynberg

 

nye artikler
Syre
Copenhagen Psych Fest leverede toppræstationer i øst og vest, nord og syd. Hele Staden blev omdannet til et hvepsebo af livsfarlig og livsbekræfigende lyd. Vi tog en tur i kanen. Here it goes:

læs mere

Ode til Enghave Station
Ode til Enghave Station - Nu er den død, Enghave Station, og med den en epoke.

læs mere

Everybody comes to Rick's
I hjertet af den ungarske hovedstad Budapest, lige ud til vandet, er at finde en museum-café. Mere usædvanlig er dens ejer, der også bestyrer tre restauranter, alle indenfor 100 meter af caféen. På sin vis er denne privat ...

læs mere

Event kalender
« August 2017
mantironstorfrelørsøn
123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031
Log ind