Om originalitet og inspirationskilder

artwork by  Andrea Schroeder

”Han/hun er original” er en sætning, man ofte hører på gallerier, til oplæsningsarrangementer og under koncerter, og hvem vil ikke gerne høre de ord om sine frembringelser? Men kan nogen kunstner selv med rette hævde at være original, og i så fald hvordan? Steffen Baunbæk Pedersen har summet lidt over problematikken og er nået frem til en ganske hård konklusion.

Del

Fra tid til anden er det sket, at jeg er løbet på kunstnertyper, som er blevet direkte fornærmede, når jeg ligefremt har antydet, at de har været inspirerede af det ene eller det navn fra for- eller nutiden. Har endda mødt folk, som har ment, at jeg i betænkelig grad har udleveret mig selv ved at være ret åbenmundet om de kunstnere, som har påvirket mig i den ene eller anden retning. For det har jeg bevidst altid gjort.

I den slags tilfælde har jeg såmænd ikke engang gået efter at fornærme nogen. I århundreder - se bare, hvordan man tacklede spørgsmålet under renæssancen eller oplysningstiden! - var det alt andet end en skam at være inspireret af nogen. Det var snarere et faktum, at man var det, og det, der var kunsten, var for det første at udsøge sig de bedste inspirationskilder, for det andet at bruge dem, så éns output alligevel blev personligt. Og det lykkedes. Som litterat kommer jeg spontant til at tænke på en Ludvig Holberg, som huggede med arme og ben fra både commedia dell’arte og antikke græske dramaer, men ikke desto mindre blev en sand gigant i ikke blot dansk, men også til en vis grad europæisk kulturliv. I kølvandet på modernismen, der i starten var et demonstrativt opgør med alle de bundne og (indrømmet) noget døde former, der kom forud, fik man derimod et begreb, der - måske lidt grelt, men alligevel - kunne kaldes ”dogmet om den rene, uspolerede originalitet". Alt godt kom fra den enkelte personlighed, som forventedes at genopfinde den dybe tallerken fra bunden med hvert nyt værk. Tilsyneladende en insisteren på det nye og humane, men i praksis en slet skjult videreførelse af romantikkens genitanke, hvor ”den store indsigt” nu bare ikke længere kom fra Gud med kunstneren som medium, men fra den ”geniale” kunstner selv.

En sådan forestilling har selvfølgelig passet perfekt ind i et kunsthistorisk flow, hvor jeget - onde tunger vil måske endda rent ud sige ”egoet” - i højere og højere grad er kommet til at stå i centrum. Men er det nu også rigtigt, at der findes en ren, uspoleret originalitet? Min erfaring er, at det bestemt ikke er tilfældet. En sjælden gang er jeg løbet på kunstnere, hvis udtryk har været lettere overrumplende i første omgang, men selv der har det altid vist sig, at de snarere trak på inspirationskilder, der var mig ukendte, end at de havde formuleret noget grundlæggende nyt selv. Alligevel er der stadig mange kunstnere, der - ofte åbenlyst uden at have noget at have påstanden i - foretrækker at tænke på sig selv som rene, uspolerede originaler. Og grov i munden, som jeg til tider kan være, må jeg sige, at jeg ikke har den store respekt for dem. For at sige noget sådant om sig selv, vil jeg hævde, at man enten må mangle kunsthistorisk indsigt, selvindsigt, begge dele eller simpelthen et par vigtige points på IQ-skalaen!

Dermed ikke sagt, at man ikke skal tilstræbe originalitet. Det mener jeg faktisk er enhver seriøst skabende persons forpligtelse. Ellers åbner man dørene for alskens epigoneri, hvilken, i min optik, er mindst lige så katastrofalt som at tonse løs uden at vide noget som helst om det, man kommer af. Men "den absolutte originalitet" er ikke noget reelt eksisterende. Hvis forestillingen skal bruges konstruktivt, må man betragte den som et ideal, som man bør nærme sig, men pr. definition aldrig kan opnå. Man kan ikke skabe verden forfra, og hver gang, man skriver et ord, spiller en tone eller placerer en klat farve på et lærred, slæber man en lang og kompleks forhistorie, og dermed arv, med sig. Hvorfor dog ikke vedkende sig den, så man evt. - som i tidligere perioder - kan bruge den i stedet for (hvilket altid er en risiko, hvis man ikke er meget bevidst om grundprincipperne i den sfære, man arbejder inden for) at blive brugt af den?

Det eneste gyldige argument, jeg kan se for ikke at erkende sin gæld til andre, skulle være at give fremtidens forskere noget at opdage. Så kan de bruge en afhandling på 120 sider på at bevise forbindelser, der sikkert allerede er tydelige for de fleste. Og hvad nytte er dét til? Kan man ikke lige så godt, som jeg selv gerne gør, servere referencerne på et sølvfad, så folk kan begynde at koncentrere sig om det væsentlige: Udsagnet, metoden, det personlige i udformningen?

Spørgsmålet er mit. Men svaret kan kun være dit…

Illustration til artiklen: artwork by Andrea Schroeder

 

Event kalender

Su Mo Tu We Th Fr Sa
1
2
3
4
5
6
7
 
 
 
 
 
 
 
8
9
10
11
12
13
14
 
 
 
 
 
 
 
15
16
17
18
19
20
21
 
 
 
 
 
 
 
22
23
24
25
26
27
28
 
 
 
 
 
 
 
29
30
1
2
3
4
5
 
 
 
 
 
 
 

Bliv en forfatter!

Bliv en forfatter!