Kirsa Andreasen - Det splittede og det farefulde

Kirsa Andreasen er en spinkel kvinde der laver kæmpestore malerier, der forestiller klassiske landskaber og simplificerede figurer, som var de klippet ud af pap og påklistret landskaberne. Man mærker både uro og ubehag over hendes figurer, deres nærmest løbende øjne og det iboende drama i hendes værker.

Denne artikel er Kirsas egne ord - den talentfulde kvinde behøver ikke at blive fortolket af andre - hun kan lige så godt tale for sig selv: Jeg har blot udvalgt og sat afsnitterne sammen - med ambition om at beholde den talende sprog og vise de følelsesmæssige relationer der binder figurer, landskaber og kunstneren.

Del

Kirsa Andreasen - maleri 

- ”Smerten og længslen og det at flyde af sted - den lette bekymring, samtidig med det at være draget.

To forskellige verdener, der mødes i en ikke-tid. Samtidige tidsløse figurer, der repræsenterer noget universelt i mennesket sættes i et klassisk eller nutidig landskab, som drager mennesket.

Splittethed og det med at længes efter det, der er farligt, som man måske godt ved på forhånd er livsfarligt. Men alligevel, kan man ikke lade være med at gå ind og røre ved det.

Jalousi og længsel: - De løber med hinanden, de løber forbi hinanden, de løber efter hinanden? Er de fangede? Smelter de? Hvorfor hænger de sammen? Går de hver deres vej? Har hun skåret sig på noget? Hvad er det, der foregår i fortællingen?

Kirsa Andreasen - maleri

Det er noget meget uskyldigt over figurerne. De er ikke mennesker, men en eller anden form for personificering af en følelse. Figurer er følelser. Det er alle sammen parallelle historier, kan man sige. De hænger sammen, og der er tale om fortællinger, der hører sammen. Dog har figurerne alligevel hver deres egen historie.

Landskabet

Det er ideen om, at vi allesammen befinder os i et lånt landskab. Vi låner landskabet. Jeg låner landskabet. Vi låner det allesammen hele tiden.

Kirsa i atelier

Men det klassiske landskab er meget mere end et landskab.Måske fordi det er kommet ind igennem kunstneren. I det, at den klassiske maler arbejdede i naturen, kom naturen så at sige gennem penslen via hans oplevelsesapparat. På den måde er naturen i maleriet, om man vil, blevet besjælet. Det er nok det der drager, det som trænger igennem - i lyset og i stemningen.

Den følelse af at man vil ind i landskabet. Det er det, der drager mig, når jeg vælger landskaberne - fordi jeg også vil derind. Og lige så snart, man tager et miniaturelandskab på 30 x 50 cm og fortolker det på 3 x 5 m skabes der et helt andet rum. Det ændrer den arkitektoniske form.

Det er længsel, der træder frem. Det er scenografier. Det er lyssætning. Det er lyden. Det er det hele, der skaber rammen for at det, der kan ske indeni, det sker. Det ene kan ikke være der uden det andet. Det ene er uinteressant uden det andet. Elementerne hænger fuldstændig sammen, selv om de befinder sig hver i deres verden.

Figurer

Man kan også se at figurerne er noget andet. De er pustet op i forhold til rummet - i forhold til proportionerne.

Kirsa foran malleri

Der er to ting, der drager mig, og som jeg beskæftiger mig med i mine malerier. Det ene er naturen, som sådan: landskabet og lyset. Men figuren som er den anden del af maleriet, ser jeg også som natur. Jeg ser på mennesket som natur. Det er det, der interesserer mig: Somme tider fornægter vi naturen i os selv. Det resulterer i, at man bliver splittethed. I mange af malerierne kan figurerne ikke være der og må bøje hovedet for at kunne være inde i maleriet. Figurerne er således både en del af naturen, værende natur, på samme tid som de er vrangplacerede i naturen.

Det handler også om seksualitet og kærlighedsforholdene, som man ser her gennem historierne. De kan lige så vel være homoseksuelle såvel som biseksuelle og heteroseksuelle Det er fuldstændig underordnet. Der kommer også gerne en afro-figur i en af billederne næsten altid med regulære mellemrum. Det ligger altid en ekstra node ind, en ekstra tone. Så begynder folk at tolke det på en anden måde end det egentlig er - af en eller andet grund. Det behøver man egentlig ikke. Mange af de følelser vi befinder os i er ikke køns eller race -bestemte. Mange af de store følelser som angst, kærlighed, jalousi, splittelse er fuldstændig ens.

Budskabet

I den måde jeg arbejder med maleri på skal maleriet kunne stå alene og kommunikere med modtageren. Men at kommunikere med modtageren er ikke målet med, at jeg maler, selv om det er en bonus. Men det kan man aldrig rigtigt vide.

Havde jeg været den eneste person i verden med min olie og maling, så havde jeg malet alligevel. Så det er den oplevelse, jeg har af maleriet, der er det afgørende. Men selvfølgelig kan man ikke lade være med at være påvirket af, at der vil være en modtager; og hvordan den modtager eller modtagerene vil reagere.

Man kan også have nogle hemmelige modtagere man arbejder for, når man arbejder for at udfordre sig selv mest muligt, for at give sit yderste.

Arbejde

Jeg maler fra jeg står op, til jeg fysisk ikke kan mere. Det kommer an på hvor travlt jeg har. Så det er til kl. 7-8 om aftenen eller senere.

Jeg har det meget svært med at arbejde i små malerier. Hver gang jeg køber små blindrammer ender det med, at jeg sætter dem sammen og laver et stort værk. Det handler om at kunne gå ind i maleriet under hele processen.

Jeg går ikke i gang med at male ud i det blå. Jeg har altid en skitse. Der er altid en ide med, hvad der skal ske. Og ideerne kommer på alle tider af døgnet.

Ind imellem er  det landskabet, der vælger figuren. Og ind imellem er det figuren, der vælger landskabet. Figurerne kommer til mig løbende hele tiden. De træder frem og så bliver de tegnet ned og lagt i bunker af papirer med tegninger, der venter på at få deres landskab. Så har jeg situationer, som jeg kan tage frem lang tid efter de egentlig kom. Så skaber jeg landskabet og sætter mig til at finde ud af, hvad er det for et væsen, der skal være i det her landskab: Hvad indbyder landskabet til, hvad for et atmosfære det giver? Hvad for en historie, som den scenografi kan tilbyde.

Det er meget sjældent, jeg tvinger et landskab til figuren. Det er næsten altid omvendt: Landskabet vælger sin figur ud fra dens muligheder, dens lys og det drama, der ligger i naturen.

At vælge?

Jeg arbejder ikke med kunst for at det skal ud til  et publikum; og for at det skal blive købt eller set på. Selvfølgelig er det en sidegevinst, at det bliver set på og købt. Men egentlig er det en helt egoistisk drift, som gør, at jeg maler. Det er bare sådan jeg er. Man kan ikke bare separere de to ting. Det tror jeg næsten aldrig, at man kan. Det er meget een og samme ting - kunstneren og værket.

Jeg vil meget meget gerne være politisk kunstner og gå ind og virkeligt gøre mit for at ændre verden i den rigtige retning på idealistisk vis. Det vil jeg rigtig gerne. Men social kunst eller politisk kunstner; nej, det er jeg ikke. Jeg ville gerne mere op på barrikaderne og virkelig råbe og skrige med mine malerier i forhold til dagens politik, i forhold til at få ændret nogle ting. Men det er ikke mit lod. Det er ikke det det drager mig i det dybeste. Det er bare ærgerligt. Så det må nogle andre gøre. Der er heldigvis mange, der er dygtige til det.

Engang imellem kunne jeg godt tænke mig at være en helt masse andet, end jeg egentlig er, i forhold til hvordan jeg arbejder. Men det er sådan, at den måde jeg arbejder på, det er ikke noget jeg vælger.

Udstilling i Viborg galleri NB

Jeg tror jeg er en håbløs romantiker, den klassiske romanticist. Jeg beskæftiger mig med det universel sprog, det der binder os sammen. Men også det der fremmedgør os fra hinanden. Det er det, der drager mig. Det er det jeg kan arbejde med.

Det er bare sådan det er. ....Det er ikke et valg. Det er der sikkert mange, der vil diskutere. Jeg kender i hvert fald nogle, der vil diskutere om det er et valg, jeg har eller ej.  For selvfølgelig kan man vælge at gå fuldstændig imod sin indre natur, men det gør jeg af gode grunde ikke. Derfor er det ikke et valg, men en vej jeg går på. Det er min vej. Der er nogle veje, man kan tage og hvor man kan tage fejl og bare leve videre. Og der er valg man bliver nødt til at tage rigtigt, ellers går der noget i stykker.

Vælge kan man vel for så vidt altid. Eller ej .. (tænker ...) Det kan man jo ikke altid. - Hvis man nu skræller det helt ned til at handle om eksistentielle minimumsvilkår: Hvis man har hverken har mad eller drikke, så er det meget få valg, man rent faktisk har. Så gælder det bare om at overleve.

Men hvis vi går i vores luksus-verden og spørger: Hvilke valg har hun? Så har hun næsten alle valg. Der er bare nogle valg, som hun ikke kan tage uden at ødelægge sig selv i det. Eller omvendt. Nogle valg, som hun tager, der ødelægger hende i det. Det er farligt at leve.

Det er også det, som de handler om, disse malerier. Man risikerer at miste benene eller dræbe den man elsker eller løbe den forkerte vej, eller løbe for langsomt, eller løbe for hurtigt eller fortabe sig.

Livet er virkeligt farlig. Men jeg er også livsnyder af kaliber. I min verden er det de store følelser, der tiltrækker. Jeg er ikke så liniel.”

Foto af Kirsa Andreasen

Kirsas fan-side

Interview med Kirsa på Television Copenhagen

Event kalender

Su Mo Tu We Th Fr Sa
1
2
3
4
5
6
7
 
 
 
 
 
 
 
8
9
10
11
12
13
14
 
 
 
 
 
 
 
15
16
17
18
19
20
21
 
 
 
 
 
 
 
22
23
24
25
26
27
28
 
 
 
 
 
 
 
29
30
1
2
3
4
5
 
 
 
 
 
 
 

Bliv en forfatter!

Bliv en forfatter!