Claus Funch, Kærlighedsdæmonens manifestation

Kærlighedsdæmonens manifestation

Del

Claus Funch, forsanger og tekstforfatter i gruppen Dear Lake Bros, opererer i et dystert, oplevet og personligt univers med smerte, som forløses gennem makabre scenerier. Teksterne, som er på engelsk fremstår med en helhed og sproglig bevidsthed, som stikker dybere end den konstruerede tilgang til engelsk, som ofte præger dansk tekstskrivning. På albummet ”My Love Demon” (med den ældre konstellation FUNCH) arbejder sangeren med en bevidst aggressiv metaforik, som forstærker det kunstneriske udtryk for at lade smerten komme til udtryk gennem det dæmoniske mørke.

Jeg oplever Claus´ tekstunivers som fyldt med drømme, metaforer og surrealistiske scenerier som dette: ”Taking a walk to Downing Street where the blind people talk about the view…” Det viser sig at netop denne vending har en yderligere overbygning: ”Ja, det er nok en af de eneste politiske sætninger.. Jeg har boet i England, og bryder mig umiddelbart ikke om det engelske temperament, så det var egentlig en lussing til den engelske middelklasse-mentalitet, den smålighed, så den stikker egentlig rigtig meget ud, men jeg kan skidegodt lide den. Det er et dybt kontrolleret og konservativt land, de synes de er de fedeste i Europa, hvilket de egentlig ikke er mentalt. Jeg havde lyst til at sige til dem at Danmark var det største land i verden, hver eneste gang de blev nationalistiske. Men jeg fik lavet det om til den her sætning. Det er også meget den mentalitet jeg ikke bryder mig om, men den ligger også så dybt begravet i folks opvækst, så man ikke kan lave den om. Den eneste måde den hænger sammen på, det er en bestemt mentalitet – man tager kun det gode, man giver ikke.”

Sproglig pagt

Jeg spørger Claus om hans forhold til det engelske sprog, og hvordan han oplever andre danske sangskriveres måde at bruge det på i musikken. ”Jeg har også haft den fordel at jeg har boet i England og Wales. Jeg tror farezonen ligger i at man tænker dansk og skriver engelsk. Hvis man tænker engelsk og skriver engelsk er det meget godt, men hvis man tænker dansk og skriver engelsk bliver det noget værre noget. Og der er mange ting, man ikke rigtig kan sige. Det fede ved det danske sprog og den danske måde at se det på, er at man kan få lavet en masse sætninger, der ikke burde kunne lade sig gøre, men som folk med engelsk baggrund finder interessante, fordi det er med et billedsprog, som folk ikke har set før. Men det kan være et farligt sted at gå hen. Jeg har aldrig læst poesi som sådan tror jeg, men jeg tænker meget på daglig tale. Jeg tror der er mange der bruger noget de har hørt eller læst som udgangspunkt. Jeg forstår også meget bedre det jeg skrev for fem år siden i dag. Og så ændrer det sig også, hvis man giver dig selv den frihed at man ikke står fast på noget. Ordene flytter sig hver eneste gang man læser eller skriver det. De ting jeg skriver i dag ville jeg skrive på en anden måde en for år tilbage. Sådan en sætning som den dér, kunne ændre sig: ´…Taking a walk to Downing Street where the deaf people talk about the sounds.´ Det er jo bare modsætninger, men budskabet er intakt. Man kan altid trække på klicheer, men jeg kan bedre lige den ironiske, aggressive, og måske løgneriske vej. En sætning kan være et helt billede. Det som irriterer mig mest ved engelsk i dansk lyrik, er at danskere der laver ordsammensætninger på engelsk, måske lidt glemmer sig selv i det. Og jeg har lavet en pagt med mig selv om at det vil jeg aldrig.”


Lydløst drab

Teksten til nummeret ”Noisy summer, silent kill” er et godt eksempel på Claus’ dystre univers og på den helhed, man kan finde i teksterne. Billedet hviler i sig selv, i et enkelt sceneri, hvor historien udfolder sig gennem et synsvinkelskift, hvor det umiddelbart virker uskyldigt, men ved nærmere øjekast viser det sig at situationen er en anden. Fra et uskyldigt søvn-sceneri til et blodigt mord. Det er kun en udvikling, der sker i kraft af det enkle synsvinkelskift.
”I starten synes jeg faktisk den var skide romantisk indtil dem der læste den synes det var sygt. Men det er egentlig, den kan man vende og dreje, jeg synes det er en af de sange, jeg synes handler om noget. Et dødt forhold. Nok det at bruge hinanden som mennesker som stimulans og ikke andet. Igen det der med at give og tage. Tage og ikke give. Men jeg kan godt lide at føre det over i ekstremiteter. Der bliver ikke rigtig pakket noget ind. I bund og grund er den faktisk simpelt skrevet, skrevet efter en ekskæreste og jeg så ”Fuglene” af Hitchcock, hvor vi havde det ad helvede til. Den tog kun en halv time at skrive. I min verden er jeg ude af stand til at slå ihjel. Hvis jeg ikke havde trukket frinummer, ville jeg have sprunget rundt i en børnehave som militærnægter og gynget selv. Men det er fedt at have et univers, hvor man kan slå sin kæreste ihjel, fordi man ikke gider at høre på hende mere. Det er de hårde ord, det er det der får hårene til at rejse sig. I denne sammenhæng, hvis sangen skulle være i den virkelige verden, så ville det lyde som: Kan du ikke bare spise pizza i aften, jeg tager lige ned på den lokale og drikker mig spritstiv. Og så taler vi ikke mere om det. Det er bare en omformulering, tror jeg. Hun får så bare en mere træls skæbne i sangen. Jeg kan sindssygt godt lide at overdrive. Det må gerne lyde fedt. Man kan sige: Jeg slår dig ihjel, for sjov, men hvis man gik og mente det…! Der er mange der har spurgt hvad jeg har gang i. Tror bestemt at, der er nogen, der tænker: Er du ok indeni hovedet? Men det er også en flirten med det aggressive. Det giver mere mening når man beskriver noget så fuldstændig banalt som kærlighed.”

Fra angst til passion

I forbindelse med inspirationskilderne strejfer vi Nick Cave og Leonard Cohen. Claus fortæller, at hans første oplevelse af Cohen som barn, hans stemme og hans ord var forbundet med en dyb angst, som senere blev til en passion og beundring for sangeren og hans kunst. Selv havde jeg som barn et tilsvarende forhold til maleren Goya med tilbagevendende mareridt over hans maleri af Saturn, der fortærer sine børn, og som nu er blevet til en dyb fascination for maleren. Vi overvejer om det kan hænge sammen med at kunstens påvirkning kan være så massiv, at psyken kun kan processere indtrykket som angst.
”Det er faktisk mærkeligt, det kan jeg ikke helt forstå. Men måske gælder det for alle, det man frygter som barn, det tager man til sig nu. Jeg er den yngste af tre brødre, og de har alle sammen børn, og de er ikke ret gamle. Men som regel hvis de hører eller ser mig spille, så spørger de ældre om man er ked af det, de kan ikke forstå, og nogen bliver skræmt. Det ser jeg egentlig som et positivt tegn, at det måske er godt. Jeg synes det er fantastisk at angsten senere kan gå hen og blive til passion.” En anmelder har i magasinet Geiger beskrevet nummeret ”Cyborg” som værende udtryk for en art kosmisk paranoia. ”Nummeret samler på sin vis alt det onde i alle de gode mennesker, man omgiver sig med. Og det er vel egentlig en kosmisk paranoia. Han har vel umiddelbart ret. Det er vel en medmenneskelig paranoia. Lige meget hvor godt man tror noget er, så er der altid en anden side af medajlen. Jeg forstår den sådan at, den er set udadtil. Set fra et punkt hvor man analyserer andre mennesker end en selv, hvor man til sidst faktisk finder ud af at man er et af de andre mennesker selv. Så det er jo mere en reminder omkring at de b-sider du ser på nogen mennesker, det er faktisk sider, du selv indeholder. Man ikke kun være god. Man indeholder også det grimme og smerten.”

Tilfældighedernes drive

Vi taler om nødvendigheden af at udtrykke sig kreativt, om faren ved at undertrykke sit kreative flow, og dermed trække det psykiske eksistensgrundlag væk under sig selv.
”Jeg tror ikke det kan lade sig gøre at fralægge sig de fuldstændig banale ting, som alle har brug for hverken fysisk eller psykisk. Der kan ligge ting i underbevidstheden fra barndommen. Så man har nok automatisk i det man skriver eller spiller eller maler, man har nok automatisk nogle dogmer, og hvis man først begynder at nedbryde dem, så hjælper man sig selv. Tilfældighederne kan virkelig være betydningsfulde i den kreative proces. Tilfældighedsprincippet tror jeg er sundt, for du kommer ud i nogle steder, hvor du ufrivilligt bliver nødt til at tage stilling til noget, du ikke var klar over at du skulle tage stilling til. Jeg kan sagtens finde på at operere med tilfældigheder, hvis jeg er i tvivl om hvor noget skal trække hen. Det kan være en terning, eller det kan være på en bar, hvor jeg aldrig har været før, hvor jeg kan sidde og drikke et glas rødvin og bare lytte. Og næste gang hende der eller ham der åbner munden, så skal jeg komme videre med det indhold, få det over i sangen. Der er tilfældighederne jo et fantastisk værktøj.
Ikke at man skal sammenligne det med mangel på kreativ proces. Tilfældigheden bliver en disciplin. Men jeg vil mene at jeg vil vælge at have et vist startpunkt, før jeg begynder at lege med tilfældighederne, ellers tror jeg ikke helt man får sig selv med i det. Jeg tror ikke man kan skrive om noget, man ikke har en ide om, men jeg tror man kan bruge nogle ting, man ikke har en idé om til at reflektere sit eget arbejde. Så det er både farligt og ufarligt, en flirten med det ukendte i det man forsøger at finde ud af. Tilfældigheden er en udfordring. Man bliver sat ud af kontekst og bliver taget på den forkerte fod, som regel. Tilfældigheden kan jo også gøre at man falder over lige netop det der er mit domæne.”

Efter begravelsen

Til slut strejfer vi nummeret ”Fever down”, som var min egen indfaldsvinkel til Claus’ mørke og surrealistiske tekstunivers med linjen ”I wish you would calm me after your funeral.”
”Jo den er faktisk rimelig kulsort. Det er sådan en ’ære være hans eller hendes minde.’ Ja, det er jo døden, den er jo sort.
Døden er jo fantastisk i sig selv… det er jo skideærgeligt at man skal dø... Men man lever jo i bedste velgående mange år efter man er død ved hjælp af mindet, f.eks. ens kunst, Jackson er jo et meget aktuelt eksempel, men også ganske almindelige mennesker, der måske har siddet i et supermarked hele deres liv. I mindet er man jo tilstede, nogen mere end andre af nogen årsager. Men den der linje er jo trøst. Det er jo netop bundet sammen af det du siger, at den der trøster bedst er jo den der ikke er der mere. Alt andet er ligegyldigt.
Der er ikke andre, der kan give en den trøst.
Det er mindet, og det er hvad man har lært, fået af den person som gaver, både i fysisk og psykisk form. ”

Noisy summer, silent kill (Claus Funch)

…I see crows…
…now all is over…
…rest on the shoulder…
…of my love…
…does she care…
…or is she lonely…
…my one and only…
…under God…
…Sleep, baby, sleep…
…things aint how they used to be…
…sleep, babies, sleep…
…I see crows…
…here´s your murderer…
…your noisy summer…
…your silent kill…
…your body seems cold…
…just how I put it…
…rather bloody…
…on the couch…
…Sleep, baby, sleep…

Kommentarvisning

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.

Tak for responsen- går ud

Tak for responsen- går ud fra at det er Jannik, der har skrevet den!

Tak for kommentar. Iøvrig ville det være dejlig

at vide hvem er det der står bag de rosende ord. Jeg er ganske enig i at artiklen er rigtig godt skrevet! :-) IGEN! Tak til Louise.

Louise Christensens artikel Kkærlighedsdæmonens Manifestation".

Interresant artikkel om en kunstners syn på taburiserede emner som døden og det at være verbalt agrressiv uden at ville bringe det til virkeligheden, men at tillade sig at overdrive og forstærke sit udtryk med overdrevne metaforer. Dog mener jeg at udsagnet om englændernes selvfedhed er en generalisering, der i mine øjne minder om min egen generalisering af amerikanere. tror der er meget mere end det i englænderne, men jeg har jo ikke boet derovre så Who knows. Altid spændende at høre om hvordan andre musikere arbejder med deres tekster. Selv hylder jeg den frihed der ligger i at man nogle gange kan tænke dansk og omsætte det til engelsk uden at holde sig på stien af korrekt sprogbrug, selvom jeg da også godt kan lide at arbejde den anden vej rundt. den banale sang der kan være fællesnævner for et hav af mennesker og ikke særlig genial i sit udtryk bærer dog også på en universel forståelse og fælles reference til elementære emner som kærlighed, tab, glæde og sorg og går derfor rent ind hos mennesker, der ikke beskæftiger sig med symbolik, paradokser og metaforer og har i mit univers også sin berettigelse. Mit besuv er en hyldest til mangfoldigheden i kunst og friheden til at arbejde forskelligt også det simple og banale. Alt i alt en god artikkel, fed video og interresant perspektiv. Godt gået af Louise Christensen og hendes objekt.

nye artikler
Syre
Copenhagen Psych Fest leverede toppræstationer i øst og vest, nord og syd. Hele Staden blev omdannet til et hvepsebo af livsfarlig og livsbekræfigende lyd. Vi tog en tur i kanen. Here it goes:

læs mere

Ode til Enghave Station
Ode til Enghave Station - Nu er den død, Enghave Station, og med den en epoke.

læs mere

Everybody comes to Rick's
I hjertet af den ungarske hovedstad Budapest, lige ud til vandet, er at finde en museum-café. Mere usædvanlig er dens ejer, der også bestyrer tre restauranter, alle indenfor 100 meter af caféen. På sin vis er denne privat ...

læs mere

Event kalender
« August 2017
mantironstorfrelørsøn
123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031
Log ind