Henrik Dahl, tegning af Olge Vasilevskaya

GADEKUNST? På Strøgtur med Henrik Dahl

Denne sommerinterview skulle være bragt i den første trykte nummer af cph-art. Nu, når vi stadig ikke ved om den overhovedet kommer på gaden og hvis ja, så hvornår, bringer vi den online. Det passer også meget godt med solen, der er på vej mod sommeren igen.

Henrik Dahl, tegninger på Støget

En varm sommerdag har jeg lokket forfatteren, sociologen og manden med egne meninger – Henrik Dahl - ud på en Strøgtur. Ideen var at se på gadens kunstnere og optrædende for at tage stilling til den form for kultur, som bliver mødt af mange mennesker hver dag og som danner eksistensgrundlag for mange gadekunstnere. Ud af denne strøgtur har Henrik fået to portrætter af sig selv, der blev tegnet af to kvindelige russiske kunstnere, der havde deres gang i København denne sommer.

Tegninger: Olga Vasilevskaya og Oma Orell

Det er ingen hemmelighed, at de fleste optrædende på Københavns gågade er udlændinge. Vilkårene er ganske ligetil: Det, du har samlet i hatten, er dit, det lever du af! Kan du fastholde publikums interesse, kan du præstere et stykke arbejde, man er villig at betale for – får du noget, hvis ikke – så må du gøre det bedre næste gang eller finde dig et andet job. Men fjerner man alle de optrædende og kunstnerne fra Strøget, så er det kun butiksruder, der er tilbage – så er Strøget knapt så spændende for københavnerne og for byens turister.

Når man kigger på de optrædende kunstnerne og drivkraften bag dem, kan man spekulere over en del spørgsmål.

Henrik Dahl (HD): Det første jeg vil sige om de kunstnere, som vi taler om, er, at det spændende ved kunst er, at kunstnere altid går et eller andet sted hen for at bliver anerkendt. Og der er i hvert fald to store systemer at blive anerkendt i.

Det ene system er det, vi kan kalde for Akademiet. Det vil i bogstaveligste forstand sige Kunstakademiet, Forfatterskolen, konservatoriet, men det vil også være de mennesker, der er rundt om akademiet og en bestemt type af kritikere osv. For nogle kunstnere er det meget vigtigt at søge den form for akademisk anerkendelse.

Det andet sted, man kan gå hen for at blive anerkendt, er i kulturindustrien og markedet, hvor anerkendelsen består i, at man får en kontrakt på en film, et album eller en bog, og at man får nogle læsere.Jo flere læsere, man får, jo mere anerkendt er man. Som regel starter kunstnerne et af stederne.

Hvis man bliver anerkendt begge steder, kalder man det for ”at lave et crossover”. Det crossover er meget svært, og det er der ikke mange, som gør. En der faktisk har lavet et crossover – fra Akademiet til markedet – er Bjørn Nørgaard.  Det kunne også være nogle af vores meget anerkendte forfattere; Helle Helle for eksempel eller Kirsten Hammann eller Katrine Marie Guldager, der har taget afgang fra Forfatterskolen og startede der, men stille og roligt får et stort publikum til deres romaner.

Hvis jeg skulle tænke på en, der starter i markedet og får akademisk anerkendelse, skal vi til USA. Det eksempel, jeg lige umiddelbart tænker på, er Clint Eastwood, der startede med at være meget kommercielt succesfuld, men blev set ned på af de akademiske kredse. I dag er han anerkendt som en stor kunstner også i det akademiske system.

Så er der den ende af markedet, som er performance. Det er på en måde der, gadekunstnerne hører hjemme. De fleste performancekunstnere får enten ikke nogen penge for at lave deres performance, eller også har de en eller anden bevilling i ryggen, typisk fra det akademiske bevillingssystem.

Det, der er sjovt ved nogen af de gadekunstnere, er, at de rent faktisk tager chancen og lader hatten gå rundt og lever af det, der kommer i. Det er på en måde meget cool, at de tør. Det er en usikker levevis, kunne jeg forestille mig, og nogle steder også noget, der kan virke fysisk truende – der er mange mennesker, der kommer tæt på osv.

Meget imponerende, man tager den ekstremt kontante afregning. Man har ikke engang en kontrakt. Det, synes jeg, er imponerende, selv om man også godt kan diskutere kvaliteten af det, der bliver lavet.

Tegninger på gaden. Kunstværk eller håndværk?

Zenia Grynberg (ZG): På gaden ser vi en noget anden type kunst og performance end i den akademiske verden. Det er heller ikke det samme, som vi ser i kunstindustrien. Når man har en bevilling eller kontrakt i ryggen, laver man noget andet end lige gadeshow, hvor afregningen er kontant og sker her og nu.

HD: Jeg synes nogle gange, at det kan være svært at gennemskue gadeperformance og ting, der er beslægtet med den. Jeg kan starte et andet sted med et eksempel, jeg tænker på. Det er cirkus, der jo egentlig er organiseret gadeperformance. Det er grupper af gadeperformere, som slår sig sammen, optræder i et telt og rejser rundt for at se, hvor mange der gider komme.

Jeg har tænkt, gad vide, hvor dygtige atleter de akrobater egentlig er? Det er svært at gennemskue. For det, man bliver nødt til at lære, når man laver gadeperformance, er at få det til at se flot ud.

Også selv om man ikke er en superdygtig atlet, men måske en OK atlet. Man skal sælge varen, have pailletkjole på og smile til publikum. Man skal faktisk få det til at se svært ud.  Man er underlagt nogle krav om, at det skal se svært ud, det skal se ud på en bestemt måde.

Hvis man overfører den argumentation, synes jeg også, at det gør sig gældende for billedkunstnere, der arbejder med gadeperformance. Man lægger sig i et æstetisk spor, vi kan kalde Montmartrestilen, som man kender, hvis man har været i Paris. Det er en efterklang af impressionisme, en efterklang fra slutningen af 1800-tallet, hvor der faktisk var rigtige kunstnere på Montmartre. Det har der ikke været i mange år. Man lægger sig i den stil og tilfredsstiller de forventninger, der er på markedet.

Det, jeg spørger mig selv om – set fra et kunstnerisk synspunkt – er, at flere af dem jo er ret dygtige håndværkere – hvor sjovt er det at binde sig til at gøre tingene på en bestemt måde? Jeg spørger, fordi jeg personligt selv ville synes, at det er kedeligt at binde mig til altid at skrive på en bestemt måde, som publikum gerne vil have.

Jeg har også som skribent brug for at sprænge rammer og gøre nogle ting, som publikum måske ikke forventer, men som det måske kan vænne sig til. Til det med at udfordre sig selv og publikum, som jeg synes hører med til at have en kunstnerisk og kreativ praksis, kan jeg godt sige: ”Ja ja, hvad så der?” Putter man ikke sig selv i en boks på forhånd, når man laver gadeperformance?

ZG: Tegner man portrætter på gaden, er ethvert menneske et nyt menneske. Publikum omkring skal kunne se, at kunstneren fanger noget i den portrætterede for at få nye kunder til at strømme til. Er det ikke der, hvor de skal fange noget i et nyt menneske, kunsten kommer til udtryk?

HD: Toppen af gadeperformance, de dygtigste tryllekunstnere, de dygtigste tegnere, de dygtigste musikere er jo faktisk ret dygtige. Det er der ingen tvivl om. Om de er så dygtige, at de vil kunne få en karriere andre steder, det kan man selvfølgelig diskutere. Det er for så vidt også en ligegyldig diskussion, hvis det ikke er det, de vil. Det må folk selv om.

Men man vælger alligevel nogle standardiserede løsninger, hvor min påstand er, at man ikke sætter sig så meget ind i den person, man portrætterer, at man faktisk får vist noget af den person. Man flatterer den, der bliver tegnet og ikke så meget andet.

Kvinde er ved at blive tegnet på Strøget

Der er et sted hos Henrik Pontoppidan, hvor han skildrer en kunstmaler på sin egen samtid omkring år 1900. Det er en kunstmaler, der er populær i borgerskabet. Det, der gør den pågældende kunstmaler populær, som Pontoppidan skildrer, er, at han har den helt enestående evne til at smigre dem, han portrætterer. Det bliver spiddet enormt sarkastisk af Pontoppidan. Fruer, der er blevet lidt ældre, bliver slankere når de er malet af ham. Kapitalister ser mindre grådige og mere idealistiske ud, og skuespillerne ser lidt flottere ud. Jeg kan ikke finde ud af, om P.S. Krøyer muligvis er den levende model for kunstmaleren.

En gadekunstner flatterer mere end portrætterer. Det gør det måske knap så interessant.

ZG: De tegninger af dig, der blev lavet på Strøget – de er jo karikerede, men det er ikke karikatur som sådan.

HD: Det står også for mig og svæver lidt – jeg kan ikke bestemme mig til, hvad jeg skal synes, fordi jeg på en måde ikke synes, at det er så fantastisk. På en måde synes jeg også, at det er noget håndværk, som jeg anerkender. Det er nogle dygtige tegnere.

Der sker det sjove, mens vi laver det portræt, at den akademisk anerkendte maler Peter Ravn kommer forbi med et af sine børn. De kigger på det, og drengen siger: ”Hun er sør’me dygtig, og Ravn svarer: ”Det er det, jeg altid har sagt. Man skal øve sig.”

Henrik Dahl tegnet af Oma Orell

Den akademisk meget anerkendte maler, der også er i den realistiske og figurative stil, giver sit barn denne formaning, ja, man skal sør’me øve sig. Det er også nogle mennesker, der har øvet sig.

Nu er det sådan, at jeg tilfældigvis holder meget af Peter Ravns malerier, og jeg har et af dem hængende hjemme i min egen stue. Der synes jeg alligevel, at der er forskel, når Peter Ravn maler portrætter. Han smigrer ikke dem, han maler. Han får også sagt noget, der er nogen modhager, noget modstand, noget han selv vil, som jeg også synes, er enormt spændende.

Det er lidt svævende – jeg har respekt for badutspringere og akrobater, men ser dem  også som netop det:  badutspringere og akrobater. Det ligger i en zone, hvor det på en måde er fedt, men hvor man på en måde også er en smule skuffet, når man er mig.

Gademusikeren

Nogle gange skelner man mellem høj og lav kunst, og man skubber nogle gange mellemkunsten ind – det er et meget fint system, man har. Det er jeg lidt skeptisk over for, fordi det er et hierarkisk billede af kunsten, som jeg egentlig ikke synes, svarer til den måde, som folk forholder sig til kunst på.

Jeg kan selv bedre lide et vandret billede, hvor man ser en savanne, et fladt område hvor der kan trives mange forskellige livsformer. Nogle af de livsformer har det måske fint med at leve isoleret fra andre livsformer. Andre blander sig med hinanden. 

Vi som mennesker kan bevæge os frem og tilbage mellem de her livsformer og tage dem til os på forskellige tidspunkter. For mig er det bare en mere realistisk model, når man ser på, hvordan folk bruger kunst.

ZG: Siger du, at kunst er en livsform? Sjov tanke …

HD: Det er et billede, en analogi til en slags livsform, der beror på og begrunder sig selv, hvis man kan sige det sådan.  Samtidig er der et hierarkisk element i den måde, som staten tilkender prestige på. Man tilkender mere prestige og ridderkors til den akademiske kunst.

ZG: Kan man altid stole på statens vurdering?

HD: Nej nej, men den er et faktum, der eksisterer.  Så må man forholde sig til den. Der er visse traditioner for, at det spiller en rolle i aktørernes bevidsthed – kunstnere er også mennesker, og de vil gerne have medaljer af dronningen, priser, officielle opgaver. Det er der rigtig mange, der gerne vil. Det findes som en eller anden form for faktum, hvis man kan sige det sådan. 

Jeg tror i virkeligheden, at mange kunstnere har det sådan, at det, der virkelig tæller, er en bestemt kreds af kolleger, der anerkender dem. At få et skulderklap af sine kolleger er det bedste.

Der er selvfølgelig også nogle af dem, man er ligeglad med at få et skulderklap af og andre, hvor man aldrig kommer til at få det. Men der er en kreds af mennesker, hvor man tænker, at man vil blive rigtig glad over at få et skulderklap af dem, fordi det er dem, man selv sammenligner sig med, selv ser op til og selv er i dialog med på en eller anden måde.

Det tror jeg er noget, der motiverer rigtig mange. Alle vil gerne have et skulderklap. Spørgsmålet er bare, hvem der skal komme med det.

ZG: Nu tænker jeg tilbage på de tegnere, vi talte med om gadekunst og deres publikum.

HD: Det er deres skulderklap. Det forstår jeg udmærket godt. Det er også helt på sin plads. Det er rigtigt og fornuftigt, at sådan skal det være. De fleste, jeg kender, har det nok sådan, at der er visse former for anerkendelse, man er mere glad for end andre.

Jeg hørte engang en på det tidspunkt ret kendt dansk rockmusiker, som sagde noget, hun ikke kunne fordrage. Det var at lave en koncert, hvor hun og bandet selv vidste, at de ikke havde spillet supergodt. Så kommer folk bagefter og siger ”Ej hvor var det godt!”. ”Det blev jeg ikke glad for. Jeg bliver bare ked af,” sagde hun, ”at publikum ikke har forstand på musik.” Sådan kan man også have det som musiker. Det fortæller den konkrete historie. Det er nok det vigtigste i hvert fald.

Man bliver nødt til at gå væk fra det hierarkiske. Man bliver nødt til at bruge det vandrette billede. Der er nogle forskellige rationaler omkring kunst.  Der er også nogle forskellige rationaler for at bruge den. Det ene rationale udelukker selvfølgelig ikke det andet. Hvis man ser det fra kunstnernes synspunkt, er det ikke sikkert, fordi man kan frembringe kunst, der har et rationale, at så er man i stand til at fremstille kunst, som har et andet rationale. Det er der nogle kunstnere, som jeg ved, kæmper med.

Jeg læste engang et interview med en akademisk meget anerkendt forfatter, som hedder Lars Frost, der sagde, at nu gad han snart ikke mere – nu ville han bare skrive en krimi for at have et stort publikum. Så tænker jeg, at Lars Frost er meget dygtig til at skrive den form for prosa, der bliver anerkendt af akademiet, men jeg tvivler faktisk på, om han kan skrive en kriminalroman. Det stiller nogle andre krav til at konstruere et plot eksempelvis. Han har aldrig vist i de romaner, som jeg har læst af ham, at han kan konstruere et plot. Så længe man ikke kan konstruere et plot, kan man ikke skrive en krimi.

Det er ikke så nemt, som man lige skulle tro, at få stor succes. Omvendt kan man sige, fordi man kan konstruere et plot, er det jo ikke sikkert, at man kan skrive den meget fortættede prosa, som giver akademisk anerkendelse. For der er det ikke så meget plottet, der giver anerkendelse, heller ikke så meget karaktertegningen, som det er selve prosaen, der giver anerkendelsen.  Folk, der kan lave plot og karakter, har ikke nødvendigvis den rigdom i prosaen, som kan give dem akademisk anerkendelse. Det er selvfølgelig lidt spekulativt, det jeg siger, men det er et ræsonnement, man kan lægge frem og diskutere

 Foto: Zenia Grynberg

 

nye artikler
Syre
Copenhagen Psych Fest leverede toppræstationer i øst og vest, nord og syd. Hele Staden blev omdannet til et hvepsebo af livsfarlig og livsbekræfigende lyd. Vi tog en tur i kanen. Here it goes:

læs mere

Ode til Enghave Station
Ode til Enghave Station - Nu er den død, Enghave Station, og med den en epoke.

læs mere

Everybody comes to Rick's
I hjertet af den ungarske hovedstad Budapest, lige ud til vandet, er at finde en museum-café. Mere usædvanlig er dens ejer, der også bestyrer tre restauranter, alle indenfor 100 meter af caféen. På sin vis er denne privat ...

læs mere

Event kalender
« August 2017
mantironstorfrelørsøn
123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031
Log ind