Everybody comes to Rick's

I hjertet af den ungarske hovedstad Budapest, lige ud til vandet, er at finde en museum-café. Mere usædvanlig er dens ejer, der også bestyrer tre restauranter, alle indenfor 100 meter af caféen. På sin vis er denne privat initiativ er svaret på spørgsmål, hvordan erhverv vil drage nytte af kulturen.

I Budapest, Ungarn, langs med floden Donau, kan man falde over noget så usædvanligt som en museums-café på Marcius den 15.s plads. Udadtil ser den ikke ud af noget særligt, faktisk tvært imod. Indenfor er en lille diske hvor en unge kvinde står og sælger ud af et mindre sortiment af drikkevarer og ting at snacke på – ikke at man dog behøvede købe noget. I det næste rum er et museum at finde. Entréen var gratis, og i museet var det muligt på bare ti-femten minutter at danne sig et overblik over 2000 års ungarsk historie, men hvis man tager sig tid til at nærlæse de mange tekster der står på montrer og vægge kan man få et dybdegående indblik i og forståelse af det moderne Ungarn. Fremme ligger der også nogle flyers, der reklamerer for tre af de mange nærliggende restauranter.

Et sværd - en af de udstillede objekter på museem, som man må gerne tage op og undersøge.

Et telefonopkald senere er vi på Restaurant Casablanca, et bøfhus i to etager. Vi henvises ovenpå af de velklædte tjenere, og i noget der ligner en scene ud af en Godfatherfilm træder vi ind i en privat VIP-lounge ovenpå. Ganske kort efter mødes vi her af en mand, lidt lavere end gennemsnittet, hans hår gråt, hans hårgrænse vigende. Den sorte skjortes bund er gemt væk af et mægtigt sølvfarvet bæltespænde, der bryder den ellers monotome sorte stil. Han har en aura om sig der på en og samme tid signalerer autoritet, men også ro. Vi hilser på manden, der præsenterer sig selv som Rick. Ud fra de visitkort han giver os kan vi se at han hedder Fredrick A Rothhaar og kalder sig ”Faro”. Han foreslår at vi laver interviewet i hans anden restaurant på den anden side af gaden, og vi nikker ja. Vi kommer ud på Budapests Váci-gade og går små tyve meter. Igen skal vi ovenpå, hvor vi finder et møderum. Rick hilser med fornavn på alle sine ansatte på vejen. I det hele taget føles han ydmyg og ærlig.

Men hvorfor har vi i det hele taget opsøgt ham? Det undrer Rick sig egentligt også lidt over, selvom vi syntes at have gjort det klart over telefonen. Rick har sit eget lille museum nede på gaden lige ud til Donau, hvor der er gratis adgang og alle skiltene står på flere sprog. Vi er simpelthen kommet for at spørge ham hvorfor han, en tysker, dog har valgt at åbne et museum i Budapest om Ungarns historie?

”Jeg har givet det som en gave til Ungarn, til det ungarske folk, det ungarske land og dets regering” siger han, og uddyber at han i Ungarn har boet med sin familie i tyve lykkelige år. Han forklarer at hans taknemmelighed drev ham til at oprette der her museum, rent af egne penge, uden støtte fra hverken fonder, EU eller regeringen, og gør det meget klart at det er hans egen hårdt optjente penge han har brugt. Det står tydeligt for enhver der taler bare kort med Rick at han tror indædt på at enhver mand er berettiget det som han har optjent, i alle livets præmisser.

Rick er en mand der har set mangt og meget i sit liv, hvilken han har skrevet om i hans mange selvudgivne bøger. Han fortæller stolt om den forretning han har sat op i Budapest med hans tre restauranter og den lille café. Rick virker alt i alt som en mand der er tilfreds og stolt af hvad han har præsteret. ”Nogle folk sagde at jeg ville blive millionær af at åbne mine restauranter – jeg fortalte dem, at da jeg åbnede mine restauranter var jeg allerede millionær”

Del af udstillingen der viser ungarnsk vin og dens ophav

Rick fortæller at han hele sit liv har arbejdet som krisemanager, hvor han har rejst rundt i Europa og hjulpet firmaer til tops. Rick bruger lang tid på dybt at gå i detaljer omkring hvordan han hjalp en schweizisk chokoladefabrik til stor succes, blandt andet ved at åbne et chokolademuseum, der har hjulpet med at skabe mere opmærksomhed og hermed omsætning. Han gør det også klart at han først og fremmest er businessman. ”Kultur er ikke kun kultur for sig. Det er i mange fald også kultur – for pengene. Picasso lavede meget mærkværdig kultur, men han gjorde det ikke for kulturen – han gjorde det for pengene” forklarer han, og fortsætter, at de langt de fleste der gør sig i kultur, om det så er folkedansere, musikere eller kunstnere, gør det for pengene.

Herfra smalltalker vi om alverden. Rick er et meget behageligt menneske at snakke med, meget ulig den Don Corleoniske fornemmelse man fik af det umiddelbare syn af VIP-loungen, og udover at være godt med på noderne rundt om i verden har han også en mening om de ting der sker. Ganske kort efter tager vi afsked med Faro, der fornøjet vender tilbage til sit kontor og fortsætter hvad end han måtte have gjort før vi kom.

Fredrick A Rothhaar ved en af sine restauranter

nye artikler
Syre
Copenhagen Psych Fest leverede toppræstationer i øst og vest, nord og syd. Hele Staden blev omdannet til et hvepsebo af livsfarlig og livsbekræfigende lyd. Vi tog en tur i kanen. Here it goes:

læs mere

Ode til Enghave Station
Ode til Enghave Station - Nu er den død, Enghave Station, og med den en epoke.

læs mere

Everybody comes to Rick's
I hjertet af den ungarske hovedstad Budapest, lige ud til vandet, er at finde en museum-café. Mere usædvanlig er dens ejer, der også bestyrer tre restauranter, alle indenfor 100 meter af caféen. På sin vis er denne privat ...

læs mere

Event kalender
« Juni 2017
mantironstorfrelørsøn
1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930
Log ind