Elfenbenstårnet, st. tv.

Lysende tårn, måske af elfenben, måske af Photoshop

Del

Hvor lyrikoplæsninger før i tiden ofte kunne være andægtige og patetiske affærer, har showelementet i de senere år holdt sit meget tydelige indtog på scenerne rundt omkring i landet. Også til det punkt, hvor bestemte typer oplæsningsarrangementer - ikke mindst de såkaldte poetry slams, hvor digtere konkurrerer mod hinanden og kåres til vindere af publikum - er blevet næsten lige så velbesøgte som opvisninger i stand-up komik. Men er luften allerede ved at gå ud af det friske pust? Det mener i hvert fald digteren og musikjournalisten Steffen Baunbæk Pedersen, der her maner til aktivt oprør mod showpoesien på scenen såvel som på bogsiden.

Endnu en gang er man taget til lyrikoplæsning ude i byen, indstillet på at blive rørt eller få stimuleret de små grå bare en lille smule, måske endda blive prikket lidt til, så en ny erkendelse eller to trænger op til overfladen. For er det ikke det, poesien kan? Formulere erfaringer, fornemmelser og emotioner, som rækker ud over det dagligdags ved at koncentrere, ramme, suggere? Være en sonde ned i de lag af virkeligheden, prosaen kun sjældent når ned til, fordi den i sin natur er dømt til at være beskrivende og fortællende - ikke en koncentreret sprængladning, der placeres i overfladebevidsthedens revner for at blæse et hul åbent ned mod... Ja, hvad? Det er poesiens evige mysterium. Lad os bare - fordi det ikke er det, der som sådan er hovedsagen - kalde det "det uudsigelige", for nu at bruge en lettere fortærsket modernistisk term.

Og man møder frem på det aftalte sted med masser af nysgerrighed. Man køber sig en kop kaffe, en vand eller en øl. Og så er det showtime. "BLÆS MIG VÆK, UD, BORT, IND!!!", gjalder det i éns hovede, mens konferencieren introducerer det første navn og lyset dæmpes. Hvorefter et farvestrålende udklædt fruentimmer hopper op på scenen og fylder så meget, at hun kunne have læst op af dagens Urban uden at nogen ville opdage, at det ikke var poesi. Hvad hendes intime bekendelser om nattens dårlige knald og mænds almene dårligdom også knapt nok kvalificerer sig til at være. Eller en stor kleppert i omvendt kasket kommer ind for at rappe en elegant og morsom, men til syvende og sidst ret tom og virkningsløs tekst om alt det, han tilfældigvis hader. Eller en aldrende unghusar vælter frem bevæbnet med ghettoblaster og børnetegninger, mens han råber ingenting - well, indholdsmæssigt, i hvert fald - meget højt ind i mikrofonen. Så sidder man så der igen og mangler ord. Først og fremmest fordi man ikke rigtigt kan mindes at have hørt nogen. I hvert fald ikke nogen, der nåede ind for at rykke ved noget, endsige præcist ramte noget, man altid inderst inde havde vidst. Eller som ville tage sig godt ud på en bogside. Som god poesi - vil jeg hævde - netop gør. Det er selve lakmusprøven på kvalitet. Og aftenens navne har fejlet miserabelt på den konto. Det eneste, der har blæst en bort, så det kan mærkes, er stadigvæk barens det bedste.

Eksemplerne er autentiske og hentet fra det seneste års tids vandren omkring på hovedstadens lyrikscener. Navnene er underordnede. Dels fordi jeg ikke ønsker at kaste med mudder mod folk, der ellers både kan være sympatiske og omgængelige, dels fordi disse folk bare repræsenterer en generel tendens, der har varet i efterhånden mange år: Indførelsen af det populistiske princip i dansk poesi.

Befrielsen fra tårnværelset

De sidste 10 år har i dén grad - med Lars Bukdahl og folkene bag Øverste Kirurgiske som igangsættere og forbilleder - taget sig ud som ét langt frontalt opgør med 80'ernes og de tidlige 90'eres digterattitude, der favoriserede en ren, ukompliceret type oplæsning med én scene, én digter, én mikrofon og intet andet. Helst tilsat en messende, "mystisk" stemmeføring og en hermetisk form, som knapt nok kunne blive hermetisk nok. En attitude, der i sig selv - dengang hovedeksponenterne var fremadrettede og reelt nyskabende folk som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen - må have føltes rensende oven på 70'ernes bekendelseslitteratur og marxistiske brugslyrik, men hen mod slutningen, indrømmet, blev både klæbrig og ensformig. Siger jeg som en veteran, der allerede stod på scenerne dengang, og som ganske vist støttede op omkring den metafysiske/ontologiske agenda fra den periode, men omvendt ikke brød mig om selvhøjtideligheden. For pokker, det var jo ikke Gud, der havde skrevet mine digte - det var mig, tak! Og det gjorde mig derfor ikke det store at læse dem med min stemme.

Derfor føltes det også kortvarigt som en stor befrielse, da det igen blev tilladt at lette på den græske tragediemaske og titte frem som et helt menneske - inklusive humor og showman-tendenser. Bevares: Allerede dengang var jeg varsom over for typer, der knaldede så meget ud på scenen, at man knapt opfattede deres poesi - de fandtes også på den tid - men generelt syntes jeg, at det var sundt at få renset luften for kvalmende patos á la Pia Tafdrup og Niels Frank, ligesom jeg billigede den frisættelse af selve digtformen, som fandt sted på samme tidspunkt. For hvorfor kunne man ikke lave et godt digt på rim, i rap-form eller som limerick? Og hvorfor skulle alt partout være tyste trin i det uudsigeliges hellige rum? Hvorfor måtte man bare, ifølge Niels Frank, ikke bruge ordet "radiator" i en tekst? Vist imponerede den nye tids frembringelser mig ikke - dertil var de for simple og lige på - men jeg tænkte, at så snart det nye kuld havde mistet den værste fascination af underliv, privatliv, primitiv protest, ditto provokation og bjælder i hatten, dvs. igen havde forsonet sig med begreber som æstetik og kvalitet, ville man måske stå med en ny, værdifuld poesi med en egen umiskendeligt moderne form, der både politisk og metafysisk ville have fået fornyet slagkraft.

Det var også i de år, jeg med glæde gik til poetry slams. Det var skægt. Det var befriende. Der skete noget. Hvor poesien i de foregående år havde siddet og snøftet oppe i sit elfenbenstårn, kom den nu i en helt anden grad ud til "almindelige mennesker", hvilket jeg altid har set som en kvalitet. Der er i sig selv intet smukt ved det elitære, og der er heller ikke nogen, der siger, at gedigen lyrisk kvalitet ikke kan forenes med showmanship og en bred appel, hvilket folk som Turéll, Højholt og Strunge forlængst havde bevist for mig. At der så var en udpræget tendens til, at det var den mest slagfærdige poesi - ikke den bedste - som høstede det store bifald og vandt konkurrencerne, valgte jeg i lang tid at se gennem fingre med. For det var jo kun en overgangsfase, ikke? Lige om lidt ville crowden også lære at påskønne de mere subtile og lavmælte lyrikere. Den ville begynde at søge efter mere end en nem pointe i en smart form...

SE MIG

Hvor tog jeg dog fejl! Nu - over ti år efter fornyelsen - er det sværere end nogen sinde at få ørenlyd, hvis man står på, at poesien skal række ud over øjeblikket. Specielt hvis man ikke i det mindste har kulørte balloner, et blæserorkester eller en udstoppet giraf med på scenen. Eller serverer whisky. Eller griber ud efter privat/underlivet, hvis publikum er ved at blive uopmærksomt. Man bliver simpelthen kørt over af en kæmpe damptromle med sloganet "SE MIG!" tværet ned ad siden, hvis man prøver andet. Poesi-scenen er - med i øvrigt sympatiske folk som Claus Høxbroe, Peter Dyreborg og Lone Hørslev som galionsfigurer - i meget høj grad blevet forvandlet til en gøgler-forestilling. Form med forsvindende lidt indhold. Velsagtens for at tilfredsstille et publikum, der bærer zapper-kulturen med sig ud på caféerne, og i øvrigt sjældent møder op, med mindre forfatteren har haft en vis gennemslagskraft i medierne. Der som bekendt elsker kulørte lamper og stof, der ikke er alt for svært at formidle. Lad det så være, at specielt Dyreborg har stået for reelle og givende formeksperimenter i bogform, og at Hørslev - når det ellers slår hende at pleje poesien i stedet for sine populære private psykoser - virkelig kan røre. Overordnet set er de stadig bølgetoppe i en lyrisk sump, hvor fællesnævneren er forblevet ganske lav. Som enhver, der tør vove at bruge ord som "overbygning" og "basalt digterisk håndværk" er dømt til at drukne i, mens massen vender hovedet den anden vej og ler af gøgleren, der kan gå på vandet med sine store, nyindkøbte luftpudesko. Dyrkende sit i sidste ende ligegyldige og forgængelige ego som enhver anden borgerlig kernevælger eller deltager i et hvilket som helst reality-show.

Det åndssvage ved det hele er, at den type, jeg vil kalde digterklovnen, ikke - trods sine bekendelser, sine kunster og sine kalkulerede "provokationer" - rykker ved noget som helst længere. Den er i den grad blevet en ny stereotyp. Tendensen har simpelthen sejret sig selv ihjel - den patos, den opstod i modsætning til, er enten død forlængst eller blevet skubbet så meget ud i periferien, at "oprøret" klinger uendeligt hult. Som bekendt er det i dag også Bukdahl, der i dag redigerer 80'ernes dominerende lyriske tidsskrift, Hvedekorn, og næsten, som i sin tid Poul Borum, har gudestatus blandt flertallet af tidens digterspirer! Nej, i 2009 er det sandt oprørske, vil jeg vove at hævde, at stå ved, at man har lært et håndværk, og at man vil mere med det end underholde i øjeblikket, bekende eller fortælle det, alle ved - at samfundet er noget lort - over for en allerede overbevist skare, mens den drikker bajer og hujer med. Det er igen blevet radikalt bare at læse op og lade ordene - det, det hele engang handlede om, remember? - tale for sig selv. Og først og fremmest er det blevet radikalt at flytte ind i elfenbenstårnet igen - ikke mindst fordi det i den grad trænger til at blive shinet op igen efter at være blevet bombarderet med lort af Bukdahl et. al. i over et årti.

Ulmen i ruinen

I det stille - ved jeg af personlig erfaring - er en ny opposition begyndt at forme sig. Digtere, der rent faktisk selv læser digte (hvilket ikke pt. er et must, har man indtrykket af)! Endda fra flere perioder end nutiden! Digtere, der kan skelne mellem jeget og digterjeget, og som typisk ikke er højpandede hermetikere, men simpelthen forbeholder sig retten til at tro, at der er mere i livet end ego og overflade - noget, uha!, uudsigeligt. Som er ydmyge over for såvel dette som for selve håndværket, og som derfor ikke partout - og her vil jeg understrege, at show ikke er et fy-ord i sig selv, hvis det blot kan inkorporeres således, at det understreger mere end slører indholdet - puster dem selv op på digtets bekostning. Som ikke - hvilket man vel nemt kan beskyldes for at være fra den anden side - er regressivt indstillede, men ønsker at søge nye horisonter på et gammelt fundament. Indtil videre - af frygt for at udløse den syndflod af mudderkastning, en regulær ny brudflade nemt kan afstedkomme i det danske lyrikmiljø? - har disse forfattere ikke sluttet sig sammen i grupper, lavet arrangementer eller startet tidsskrifter. Men de burde. Paradigmeskift i det monster, man kalder litteraturhistorien, kommer ikke af sig selv - heller ikke Bukdahl var i sin tid alene. De kræver aktivisme - og dermed også aktivister.

Dette er derfor mindst lige så meget et åbent brev til dem, det måtte vedrøre, som det er et essay og et debatoplæg. Jeg bruger gerne af min egen tid for at få et habilt alternativ til stand-up-scenerne og -æstetikken op at stå, men jeg kan ikke skabe de afgørende bølger i andedammen alene. På Facebook har jeg allerede skabt en gruppe, som hedder "Genrejs Elfenbenstårnet!". Brug den! Lad os, der kan og vil, møde hinanden i cyberspace og virkeligheden og udrette noget! Og er min gruppe ikke god nok, så lav en ny eller noget helt andet - det afgørende lige nu er, at der sker noget!

I modsat fald vil dagens Danmark fortsat have den poesi, det fortjener!

Steffen Baunbæk Pedersen *1973 i Silkeborg. Cand. mag i dansk.

Aktiv lyriker siden 1989. Digte i Hvedekorn og Øverste Kirurgiske. Bidrag til antologierne Collage (1992), Plasma (1998) og Underskov 3 (2009). Medredaktør af Musiktidsskriftet Geiger 1999 - 2008. Forord til cd'er med Martin Hall og Krauka.

 

 

 

Kommentarer

Event kalender

ma ti on to fr
28
29
30
31
1
2
3
 
 
 
 
 
 
 
4
5
6
7
8
9
10
 
 
 
 
 
 
 
11
12
13
14
15
16
17
 
 
 
 
 
 
 
18
19
20
21
22
23
24
 
 
 
 
 
 
 
25
26
27
28
1
2
3
 
 
 
 
 
 
 

Bliv en forfatter!

Bliv en forfatter!