Den lille fucking havfrue (Havfruen del 1af 2)

×

Error message

  • Unable to create CTools CSS cache directory. Check the permissions on your files directory.
  • Unable to create CTools CSS cache directory. Check the permissions on your files directory.
  • Unable to create CTools CSS cache directory. Check the permissions on your files directory.
  • Unable to create CTools CSS cache directory. Check the permissions on your files directory.
Den lille havfrue

I indsejlingen til København står den kombination af sten og bronze, som de fleste kender som Den Lille Havfrue. I al  sin spinkehed personificerer hun Danmark i manges øjne. Skulpturen blev skabt i 1913 af billedhuggeren Edvard Eriksen. Hun har mistet sit hoved flere gange, har fået afsavet en arm, er blevet overhældt med maling. Hun er blevet begramset af et hav af turister, som også stimler sammen i store flokke for at få taget sit billede sammen med hende. Hvad er det, netop hun kan, siden det er hende, turisterne elsker, frem for den kraftfulde Gefion, der pløjer Sverige og Danmark fra hinanden med sit oksespand ved udgangen til Kastellet, eller den vilde valkyrie på hesten, som også har sin plads i parken i nærheden af Langelinie? Hvorfor er det denne lille, uanselige skulptur, som får al opmærksomheden som er blevet et såkaldt nationalsymbol?

Del

bliv fan af cph-art.dk

I sin tilsyneladende passivitet aktiverer hun ikke desto mindre stærke kræfter blandt kunstnere såvel som andre instanser, som gerne vil have en bid af hendes styrke. Jørgen Nash har succesfuldt brandet sig selv og sit provokatoriske kunstneriske virke ved at indrømme mordet på havfruen, uden at vi ved om det virkelig er sandt. Adskillige kunstnere ville kunne fortælle mange historier via referencer til den ikoniske mytefigur. Hun er ladet med en symbolik, som rækker langt længere tilbage end H.C. Andersens eventyr. Havfruer, eller sirener, har siden antikken figureret i myter, eventyr, vandrehistorier og skræmmebilleder som inkarnationen af fordærvet kvindelig kraft og list, der lokker sømænd i døden. Havfruen er et stærkt ladet symbol, og sammen med den danskhed, hun også repræsenterer, er hun guld værd som reference for kunstnere og grafiske designere, der har noget at sige om både det ene og det andet.

En pengemaskine?

Men det må de ikke - Eriksens havfrue er et no-go i visuel form. Edvard Eriksens arvinger er nemlig indehavere af ophavsretten på statuen. Det fik f.eks. fagbladet Folkeskolen at føle, da de blev sagsøgt efter at have bragt havfruen på forsiden af bladet på en tegning, der refererede til åbningen af Øresundsbroen, og blev idømt en erstatning på 7000 kroner til Eriksens arvinger. Mange kunstnere er truet med sagsanlæg af Edvard arvingerne idet de har gengivet havfruen på en måde, der er så visuelt genkendelig, at den ikke kan betragtes som en parodi eller satire. For nylig blev det Bettina Molsner, aka Artworkers tur til at blive pålagt en afgift af salg af et kunsttryk, der indeholdt havfruens billede, idet hun brugte hende i en konceptuel sammenhæng, som egentlig refererede til en happening begået af autonome, mod havfruen? Selv aviser og blade kan blive pålagt denne afgift sagsøgt for at bruge billeder af havfruen, der ikke indgår i en nyhedssammenhæng – hvis hun f.eks. ikke lige har fået savet arm eller hoved af eller overhældt med maling.

Hvad er det, arvingerne vil opnå med de gentagne sagsanlæg og regninger udskrevet med løs hånd for at benytte gengivelse af kunstværket? Er det kun et spørgsmål om at presse så mange penge som muligt ud af de kunstnere, som formaster sig til at gengive hendes kontrafej i en kommerciel sammenhæng, således at de selv tjener penge på det? Hvis arvingerne vil sagsøge løs for at sikre sig en formue, må de skynde sig, for nu er det efterhånden en kamp mod uret. Om 19 år bliver havfruen frigivet for ophavsret idet Eriksen har været død i 70 år. Er det fordi der skal pumpes penge ud af havfruen inden det er for sent? Eller er der en dybere, mere moralsk årsag til denne krampagtige fastholden af, at hun ikke må gengives? Når alt kommer til alt, er hun sten og bronze. Er det den uskyld og sårbarhed, hun repræsenterer, symbolet eller simpelthen en tilstand af noget særligt dansk eller særlig bestandigt? Skulpturen Den Lille Havfrues udseende må ikke gengives, selvom det allerede nu er printet på alle danskere og en god del udlændinges nethinde. Det er forståeligt, at hun ikke må bruges i reklamesammenhæng. Men kunstnere som Bettina Molsner og instanser som Danmarks Lærerforening bliver næppe rige på gengivelsen. Frygter arvingerne en udvanding af begrebet Den Lille Havfrue? I så fald er det en kamp mod vindmøller. Hun er allerede så udvandet, at hun burde være flydt sammen med havet.

Forandringens fryd

Det er kun i lille grad hendes fysiske træk, som er interessante for udøvende kunstnere. Alle de lag af symbolik, hun repræsenterer, gør hende til en spændende reference i kunstnerisk forstand. Kunsten sampler, referer, kommenterer og fornyer. Tanker ændrer retning og struktur, når alt ikke ved det gamle og endnu ikke er størknet i konservatisme. At forsøge at forhindre kunstnerne i at referere er som spillet, hvor man hamrer en muldvarp i hovedet: Den dukker op et andet sted. Havfruens forsvinden til Kina kan virke som en provokerende gestus. Men den forsvinden er ikke evig, og vi får et andet kunstværk til låns i stedet. At argumentere mod havfruens udlån med udsagn som "Man kan da ikke bare fjerne en skulptur, som altid har stået der" er dybt godnat. Kan man fjerne stykker af Assistens kirkegårdsmur og grave, som har ligget der længe før Den Lille Havfrue så dagens lys? Åbenbart. Hvem stod op for kirkegårdens forsvar? Ting forandrer sig, om man vil eller ej. Danerne kristnes, Kong Christian får skudt øjet ud ved højen mast, Christiansborg brænder ned til grunden, heden opdyrkes, Danmark får en VK-regering. Alt forandres, om man vil eller ej. Til det værre eller til det bedre afhængigt af øjnene, der ser og i lyset af den aktuelle kontekst. Et midlertidig udlån af havfruen og et nyskabende videoværk af videokunstneren Ai Weiwei i mellemtiden er da en mulighed for at opleve sin by med nye øjne, lade sig inspirere af forandringen, det ændrede rum. Reflektere over hvorvidt hun er uundværlig, eller om det blot er tankens magelighed og offentlig konsensus, der har indskrevet hende som nationalsymbol i vores sind. En glimrende mulighed til at overveje hvem vi er uden hende. Hun har ikke været her altid. Kun i 97 år. Hvad var der før? Hvad var piskummen, før Duchamp transformerede den til readymade? Tydeligvis ikke et objekt, der ville påvirke kunsten radikalt.

The Temp Files Project:

Bettina Molsner trykte et stykke grafik, "Tudekiks" som indeholdt en afbildning af havfruen, og en reference til en happening, begået af autonome, hvor de havde overhældt havfruen med lyserød maling. Det fik arvingerne til at reagere med en henvendelse til kunstneren, som henviste til ophavsretslovens §24, stk 2, som fortæller at en afbildning af et kunstværk ikke må anvendes, "såfremt det er hovedmotivet og gengivelsen udnyttes erhvervsmæssigt." Dette problem rejser flere spørgsmål: 1) Når værket henviser til en begivenhed, som kun delvist involverer Den Lille Havfrue, er hun så hovedmotivet? Ganske vist er hun placeret centralt på billedfladen, men er det automatisk ensbetydende med, at hun er hovedmotiv, når værkets indhold refererer til noget andet? 2) Bettina Molsner er kunstner. Hun har gennem etableringen af sit galleri forsøgt at gøre kunsten til en levevej ved at profilere sig selv og andre kunstnere. Men som de fleste kunstnere er det at forholde sig til, skabe og leve med kunst ikke kun et erhverv, men en nødvendighed, en måde at tænke på, en optik. Arvingerne har ikke forholdt sig til værkets koncept, og de har heller ikke forholdt sig til værkets oplag. Det er ikke skabt med henblik på masseproduktion. Kan der så være tale om en udnyttelse? Bettina Molsner valgte at lade sagen falde, og der er således ikke kommet en advokats syn på problematikken. Til gengæld er der kommet et nyt projekt ud af miseren, The Temp Files Project, som sætter fokus netop på problematikken omkring balancen mellem kopi og reference. Da hun ikke må udnytte Den Lille Havfrues billede kommercielt, har hun valgt at bruge sin egen krop som udgangspunkt for en række symbolske statements om kopivirksomhed, kunstneriske referencer, kunstnerens rettigheder og ytringsfrihed i det globaliserede samfund. For at føre disse tanker ud i deres yderste konsekvens, har hun valgt at give publikum mulighed for at interagere med værket, helt konkret således at de selv kan arbejde videre på det, som de ønsker, ved at lægge de originale billeder ud på et USB-stick som kan erhverves og arbejdes på som man lyster. På den måde åbner projektet sig udadtil frem for at lukke sig krampagtigt om sin postulerede originalitet - for indeholder al kunst ikke en reference? "Modstand mod forandring er sjældent en farbar vej - evolutionen er jo et faktum," skriver Molsner i sin introduktion til projektet. Bettina vil i anden del af denne artikelserie fortælle om The Temp Files Project og den tilhørende udstilling i Galleri Artworker.

Event kalender

Su Mo Tu We Th Fr Sa
27
28
29
30
31
1
2
 
 
 
 
 
 
 
3
4
5
6
7
8
9
 
 
 
 
 
 
 
10
11
12
13
14
15
16
 
 
 
 
 
 
 
17
18
19
20
21
22
23
 
 
 
 
 
 
 
24
25
26
27
28
29
30
 
 
 
 
 
 
 

Bliv en forfatter!

Bliv en forfatter!