The Rolling Stones, 50 Years of Rock 'n' Roll

Da stenene rullede for første gang

For 50 år siden stod seks fyre med halvlangt hår i alderen fra 18-20 år for første gang på en scene under bandnavnet The Rolling Stones i kælderen på det legendariske spillested The Marquee Club i London. Mick Jagger og Keith Richards er stadig en del af dette band, der i 2012 for længst har overskredet den almindelige folkepensions- og efterlønsalder. Men er det slut nu, vil mange sikkert spørge. Åbenbart ikke. Richards bekræfter, at der øves igen med henblik på turnedatoer i 2013 og muligvis et nyt album. Rolling Stones har gennem hele deres levetid været udsat for massive rygtedannelser og siden starten af 2012 har diverse medier skrevet om mulige koncerter til efteråret herunder en i Berlin den 1. september. Dog ved vi, at den skelsættende dag fejres med maner i form af gallaevents, bogudgivelser, en ny dokumentarfilm til september, og den 11. juli lod Jagger og Richards sig fotografere foran The Marquee Clubs seneste adresse sammen med Ron Wood og Charlie Watts. Fortid og nutid mødtes i byen, der engang blev kaldt for Swingin London. Tag med på et nostalgisk tilbageblik i anledning af jubilæumsåret.

Del

Et tilfældigt møde i åbent rum

”Det er en spændende plade, du går med under armen”. Sådan ca. lød den kontaktskabende indgangsreplik, da teenagerdrengene Mick og Keith for alvor lærte hinanden at kende på en togstation nær Dartford i udkanten af den engelske hovedstad oktober 1961. Faktisk havde de gået på den samme skole i ti år uden dog at bide særlig mærke i hinanden. De nu aldrende mænd var og er stadig meget forskellige. Mick Jagger født juli 1943 stammer fra en solid, tryg og pæn middelklassefamilie og blev betragtet som en stræbsomlig ung mand i skolen, der endte med at studere økonomi på en anerkendt højere læreranstalt uden at fuldføre uddannelsen. Michael Philip Jagger skulle efter planen ende som en respektabel samfundsborger i den finansielle sektor, men det hele blev forstyrret og væltet omkuld af hang til sort musik med hidsende beats og ekstatiske vokaler – ”The Blues had a Baby, and They called it Rock`n`Roll.”

Keith Richards (dec. 1943) var derimod et pylret barn med evne for at tegne, hvis han da ikke lyttede til musik med et dagdrømmende fjernt blik. Senere udviklede drengen fra den lavtstående middelklasse sig til at blive en rebelsk og følsom oprører iklædt læderjakke, der allerede et par gange var blevet smidt ud af skolesystemet. Det brændende had til autoriteter er der stadig – Richards ender næppe nogensinde som Sir. Far Bert opførte sig ofte som en tidstypisk britisk knudemand med et hårdført syn på tilværelsen og pligtetik. Sønnen havde ikke noget at miste og flyttede hjemmefra med et ønske om ikke længere at se sig tilbage. Med The Blues i blodet og udpræget sans for puls, timing og rytmik eksisterede kun et alternativ: Spille guitar i et band der helst skulle have succes og tjene penge.

Under Gudfaderens vinger

En gruppe med det noget klodsede navn Little Boy Blue and the Blue Boys blev hastigt stablet på benene, efter de blåtonede teenagere nær voksenalderen sammen med deres kammerater var flyttet ind i faldefærdige lejligheder bevæbnet med grammofon og lp-plader stort set uden en klink på lommen. Når krisen var størst, måtte der stjæles mad fra køleskabene hos venner og bekendte – æg, brød og kød ophøjedes til luksusvarer sammen med blues og rock´n´roll plader, der blev lyttet tyndslidte – den amerikanske musikarv krævede seriøse studier, så de bleghvide døgenigte kunne blive i stand til at spille de sortfarvede rå toner fra det sydlige USA med den rette autentiske attitude og sound. Ud over Jagger og Richards talte orkesteret vennen Dick Taylor på guitar, der senere dannede det mildest talt upolerede og højtspillende band The Pretty Things, og to fyre ved navn Allen og Bob, der imidlertid ret hurtigt gled ud af startformationen.

Ægte blues, rhythm´n´blues og rock´n´roll var ikke just folkelig udbredt i England anno 1961 og havde hovedsageligt et liv i mindre klubber, der med tiden indfangede et støt voksende og entusiastisk publikum, efterhånden som folk fandt ud af, at disse genrer udøvede en magisk tiltrækningskraft i en tid med alt for mange stive overlæber. Især guitaristen, sangeren og talentspejderen Alexis Korner (f. 1928) satte det britiske Blues-boom på skinner og opnåede status som ”Godfather” for en lang række kendte musikere op gennem 1960érne. Korner havde
spillet jazz med Chris Barber tilbage i 1950érne og kombinerede denne stilarts swingfornemmelse med bluesens urkraft i egne bands, der rummede flere af datidens notabiliteter heriblandt den fremragende mundharpespiller Cyril Davis, der med sin enorme musikalske autoritet lukkede kæften på de fleste opkomlinge. Korner var alligevel en generøs personlighed og lod de unge vise deres værd i sit band Blues Incorporated. Jagger, Richards og Taylor sneg sig op på scenen, så ofte lejlighed bød sig.

Men Korner mente også, der skulle levnes plads til gæstevisit fra en lyshåret, karismatisk og over gennemsnitlig talentfuld fyr, der kaldte sig for Elmo Lewis, hvis rigtige navn var Brian Jones. Han spillede en stilfuld smuk slideguitar, men var allerede kendt for visse selvdestruktive tendenser og flygtede fra sted til sted efter at have gjort flere kvinder gravide i en ung alder. Jones havde som de færreste forståelse for blues og rhythm´n´blues og ønskede at danne sit eget band. Mick og Keith svarede på hans annonce og bragte Taylor med sig. Man havde foråret 1962 kig på Korners driftsikre trommeslager Charlie Watts, der bestemt ikke havde planer om at forlade sin kapelmester og dermed give afkald på en sikker indtægt. Tony Chapman kom med i stedet, og det line up, der besluttede sig for at skifte navn til The Rolling Stones inspireret af en sang skrevet af deres store idol Muddy Waters, blev kompetent fuldendt med Boogie Woogie- og Jazz-pianisten Ian ”Stu” Stewart, der både var fire-fem år ældre end de andre, havde et velbetalt job og yderst musikalsk erfaren. Hans spil rummede et insisterende drive og finesser, der fik resten til at måbe af misundelse.

Berømt på et afbud

Jagger havde foråret 1962 regelmæssige jobs hos Alexis Korner´s Blues Incorporated som anden vokalist og optrådte flere gange i The Marquee Club i Oxford St. Jagger måtte til sin ærgrelse se sig fravalgt, da hans chef skulle optræde live hos BBC den 12. juli 1962. Dette viste sig at blive historieskabende, da der pludselig manglede et band til de normalt fastlagte tirsdage med Blues Incorporated i The Marquee. The Rollin´ Stones, som navnet blev stavet på daværende tidspunkt, fik pludselig chancen, og sekstetten med Brian Jones i førertrøjen var ikke sene til at gribe den. Med deres alt andet end sofistikerede lydanlæg og instrumenter kæmpede bandet sig igennem et sæt på 18 numre bestående af blues, r&b og rock´n´roll standards og hits startende med Kansas City af Fats Domino og sluttende med den passende titel Happy Home.

Energien, viljen og råstyrken var tidligt tilstede, og i løbet af The Rollin` Stones første leveår skete der ikke så lidt. Taylor, der efter Jones indtræden måtte skifte over til bas, blev i december 1962 erstattet af Bill Wyman, der med en aldersforskel på seks-syv år i forhold til de øvrige og sit avancerede dyre grej virkede vældig voksen og verdensklog. Watts lod sig endelig overtale til at indtage den ledige trommestol i januar 1963. Musikken tog form, jobsene booket af Ian Stewart fra sit arbejdskontor i dagtimerne blev flere, og nysgerrige mennesker strømmede til. Mick Jagger begyndte at ryste røv, hoved og krop i troen på at være den hvide mands svar på James Brown, og mange fra den kvindelige del af publikum begyndte at skrige som ramt af elektriske udladninger. Efter flere prøveindspilninger hos selskabet Decca var det seks mand store foretagende klar til at udgive den første single sommeren 1963 med Chuck Berry nummeret Come On på A-siden.

Coda: Hold jeres døtre væk

Bandets nye manager, den smarte og foretagsomme jet-setter Andrew Loog Oldham, mente, at Stewart ikke var tilstrækkelig fotogen til at være med i bandet - hans korpulente fremtoning appellerede ikke til det købelystne teenagepublikum, lød dommen. Han måtte se sig degraderet til uofficiel sjette mand, men tog det med ophøjet ro og har ageret live- og studiepianist for gruppen frem til sin død i 1985. Oldham fandt ved samme lejlighed på det højst effektfulde og myteskabende slogan: ”Would you let your Daughter go with a Rolling Stone?” Manageren vidste instinktivt, hvad han skulle lede efter for at gøre karriere inden for sit fag, da han så The Rolling Stones for første gang i 1962: Mænd der inkarnerede sex og skandaler. Han fik så rigeligt af begge dele, og resten er, som man siger, historie.

nye artikler
Syre
Copenhagen Psych Fest leverede toppræstationer i øst og vest, nord og syd. Hele Staden blev omdannet til et hvepsebo af livsfarlig og livsbekræfigende lyd. Vi tog en tur i kanen. Here it goes:

læs mere

Ode til Enghave Station
Ode til Enghave Station - Nu er den død, Enghave Station, og med den en epoke.

læs mere

Everybody comes to Rick's
I hjertet af den ungarske hovedstad Budapest, lige ud til vandet, er at finde en museum-café. Mere usædvanlig er dens ejer, der også bestyrer tre restauranter, alle indenfor 100 meter af caféen. På sin vis er denne privat ...

læs mere

Event kalender
« August 2017
mantironstorfrelørsøn
123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031
Log ind